Kommunalbestyrelsen afsatte i forbindelse med det kommunale budget for 2021 penge til indkøb af et antal elcykler til hjemmeplejen. Nu er indkøb af 61 elcykler og 61 cykelhjelme sendt i udbud. Det fremgår af regionskommunens hjemmeside.
Selvom indkøbet er under den såkaldte tærskelværdi, er det sendt i EU-udbud, fordi kommunens administration vurderer, at det klart har grænseoverskridende interesse. Tærskelværdierne er de beløbsgrænser, der afgør, hvilke regler en offentlig kontrakt er omfattet af, og klar grænseoverskridende interesse er, hvis ordregiver vurderer, at en virksomhed i en anden medlemsstat kan være interesseret i at byde på en kontrakt.
Tildelingskriteriet er økonomisk mest fordelagtigt, hvor prisen udgør 55 procent, og hvor ergonomi og funktionalitet udgør de resterende 45 procent.