Stråmandens rolle er så at møde op i skifteretten, når selskabet skal konkursbehandles, og fordi han aldrig har været involveret i driften, kan han ikke fortælle, hvad der er blevet af selskabets aktiver og bogføring.
Til avisen Jyllands-Posten har Klaus Garde Nielsen i 2012 fortalt, at han typisk tager mellem 40.000 og 50.000 kroner for at lægge et nødlidende selskab i graven.
Honoraret til stråmanden betegnede han i samme forbindelse som en forretningshemmelighed.
125 konkurser og tvangsopløsninger
Det er ikke kun de otte selskaber, som indgår i den aktuelle sag, den 48-årige mand fra Rutsker har været involveret i.
En optælling i Det Centrale Erhvervsregister, som Bornholms Tidende har foretaget, viser, at han i øjeblikket er involveret i 19 selskaber med adresse i postboksen på Store Torvegade i Rønne.