– Minkskandalen er vel det mest klokkeklare eksempel på ulovligheder, bevidst begået af vores regering. Jeg er desuden i dialog med adskillige jurister og sundhedskyndige, som påpeger, at regeringens nedlukning af private erhverv er grundlovsstridig. Problemet er grundlæggende, at der fuldstændigt savnes objektiv proportionalitet mellem covid-19’s relative ufarlighed i forhold til at udgøre en trussel mod samfundet - og de voldsomme indgreb, som regeringen og myndighederne har valgt at ”bekæmpe” sygdommen med. Hertil kommer den nye epidemilov, som forventes vedtaget i næste uge, og som indeholder skræmmende magtbeføjelser til Sundhedsministeren samt bestemmelser om tvangsforanstaltninger overfor borgerne, som burde få det til at løbe koldt ned af ryggen og bringe mindelser om diktatur og undtagelsestilstande, som vi ellers troede, at vi havde lagt bag os efter mere end ¾ århundredes frihed. Jeg tror grundlæggende på at friheden, fornuften og sandheden altid vil sejre i længden – så derfor giver det vel sig selv, at der nødvendigvis må komme massive retsopgør, når tiden engang er moden til at gøre skaderne op og placere ansvaret. Det håber og tror jeg.
Nogle vil mene, at dine holdninger grænser til konspirationsteorier. Du har blandt andet skrevet, at WEF har noget med coronavirussen at gøre. Hvad tænker du om det – eller hvordan forholder du dig til det?
– Selvfølgelig irriterer det mig at blive anklaget for konspirationsteorier – ikke mindst af statsautoriserede ”faktatjekkere”, som udelukkende fungerer som myndighedernes censurpoliti, der er sat i verden for at bekæmpe uønskede meninger i debatten. Men også af coronaforskrækkede meddebattører, som tilsyneladende ikke har sat sig ordentligt ind i tingene, eller ligefrem bevidst agiterer for at lukke øjnene og blindt følge regeringens og myndighedernes befalinger, uden at tænke selvstændigt over tingene. Det kan godt give nogle ophedede reaktioner derude, skal jeg hilse og sige. Det er i det hele taget meget bekymrende, at en hel nation på blot et år kan kues og skræmmes til at underlægge sig en samfundsmodel, som vi ellers kun kender fra diktaturstater. Især, når enhver med fornuften i behold burde kunne gennemskue, at alt for mange ting ikke hænger sammen - ikke giver logisk mening - med mindre man selv begynder at undersøge logikken bag den udvikling, vi ser. Et godt spor at følge er som regel princippet om at følge pengene og magten - ”hvem vinder politisk og økonomisk på den her gigantiske, verdensomspændendekrise, hvordan og hvorfor”? Og så tage den derfra – det begyndte jeg selv at gøre for et halvt års tid siden.
Min opfattelse er, at mange af de mennesker, der forholder sig kritisk til regeringens coronapolitik generelt føler, at de folkevalgte er ’for langt væk’ fra den almindelige borger. Hvordan løser vi som samfund det problem på sigt?
– Ja. Der er utvivlsomt en kløft mellem jævne borgere og ”magtens korridorer”, som har vokset sig større gennem de seneste årtier. Alt for mange vælgere oplever f.eks. en voksende afmagt, når de valg efter valg stemmer på politikere, som lover ét før valget – og handler stik modsat efter valget. Det er et demokratisk problem, som nok i nogen grad er selvforskyldt, for som mundheldet jo siger: ”Folk får de politikere de fortjener”. Det kræver naturligvis et vist engagement, et personligt ansvar for sig selv og sin næste, at kunne vælge sine folkevalgte på et kvalificeret og oplyst grundlag. Jeg tror, at vejen frem er, at engagere folk bedre i samfundsdebatten - og at ansvaret i høj grad ligger hos en ny generation af politikere med masser af erfaring fra det virkelige liv, som vælger at gå forrest ved at tale et direkte sprog, agitere for fornuften. Som tør kalde en spade for en spade - og som vælgerne fremfor alt kan stole på, også efter valget!