I familie med en rigtig bornholmer

I familie med en rigtig bornholmer
Foto: Berit Hvassum
Tirsdag 15. december 2020 • 20:49
Af:
dorte kofoed
journalist
slægtsforsker
Tirsdag 15. december 2020 • 20:49
Tik, tak, tiden går, og det gør slægtens gang også. Når man kan spore sin slægt tilbage til den dygtige og produktive bornholmske taffel-urmager Niels Espersen, så må man da være rigtig bornholmsk.

SLÆGTSFORSKNING

Bornholmerure går vist aldrig rigtig af mode. Forleden dag hørte jeg min mands 28-årige søn proklamere, at han ønskede sig et bornholmerur til sit nye hus. Det kan jeg sådan set godt forstå, for efter jeg er begyndt at researche på disse fantastiske standure og taffelure, så er interessen betydeligt vakt.

Min fætter og oversætteren Jan Hansen fra London har gjort et fantastisk stykke slægtsforskningsarbejde, som inkluderer vores fire x tipoldemor Gjertrud Poulsdatter (1744-1807) som var mor til urmageren Niels Espersen (1786-1858) som boede i Rønne med værksted i Bagergade. Han var bror til vores tre x tipoldefar Hans Espersen.


Jan Hansen skriver i sine noter til sine slægtsforskning:

”Niels Espersen var ridder af Dannebrog og en af de mest produktive fremstillere af bornholmerure ifølge Bodil Tornehaves bog Bornholmeruret (Nyt Nordisk Forlag/Arnold Busch, København 1988). Han var født i Klemensker, men han boede i Rønne sammen med sin mor, Gjertrud, allerede i 1801. Og hvis nogen af jer skulle tvivle på, at vores grandonkel Niels var en berømthed, så er han med i Gyldendals Store Danske Encyklopædi, hvor der står om ham:

Niels Espersen, cirka 1785-1858, bornholmsk taffelurmager. Espersen blev selvstændig i 1807 og er kendt for sit arbejde med fjederdrevne taffelure. Den bornholmske produktion af disse ure, der blev støttet af staten ca.1795-1817, ophørte, bortset fra Espersens, i årene under og efter krigen 1807-14. Værkstedet videreførtes af hans søn Johan Nicolaj Espersen (1821-96).

Niels Espersen var altså specialiseret i at fremstille taffelure: små fjederdrevne ure med kort pendul, beregnet til at stå på et bord eller en hylde. Det var tidens modeur. Niels Espersen blev udlært hos Rønne-urmageren Lars Funch. Han købte hus i Bagergade i 1806 og etablerede sig som urmager der. Han blev gift i 1807 med en datter af guldsmed Jens Viol, der havde flyttet sin forretning fra København til Rønne omkring århundredskiftet, med ni børn, hvoraf kun de tre yngste dog overlevede til de blev voksne: Lovise Magdalene, Christian Peter og Johan Nicolaj.

De to sønner var begge urmagere: Christian Peter Espersen var udlært hos sin far og rejste som svend til St. Croix på De Dansk-Vestindiske Øer (i dag US Virgin Islands, efter at den danske stat solgte kolonien til USA i 1917), han vides at have været på St. Croix i 1843 og 1844. I 1851 er han blevet sporet til Amerika, og i 1857 dukkede Christian Peter op i Australien. Hvor han blev af derefter vides ikke, i skiftet efter faderens død i 1858 står han som ”fraværende”. Lillebror Johan Nicolaj Espersen, 1821-1896, overtog Niels Espersens forretning og værksted, der på det tidspunkt var flyttet fra Bagergade til Søndergade 409 (gamle Rønne-husnumre), han var gift med en datter fra 33.+34. sg. Ringebygård i Vestermarie med otte børn og en større efterslægt.

Urmager Niels Espersen blev 71 år og døde i sit hus den 21. januar 1858 som en berømt urmager og velhavende mand. At han var en velhavende mand kan man for eksempel læse i en artikel fra Bornholms Tidende i 1944, som omhandler Bornholms Spare-og Laanekasses 100-års jubilæum. Det er en interessant og lidt munter artikel, som blandt andet fortæller om den sparsommelige matros Thor Rønne, som var den første indskyder i sparekassen. Han havde sparet en lille formue op, fordi han ville være styrmand og gå på skole, og i en periode havde han gemt sine penge under en stor kampesten i gulvet ved ildstedet hos sin mor, indtil han senere ”deponerede pengene hos en velhavende nabo, taffelurmager Niels Espersen, der dog ikke ville give renter, da han ikke havde brug for pengene.”

At han også var en kendt mand på Bornholm kan læses under mærkedage i Bornholms Tidende den 21. november 1874, for her står der: ”1785: Taffelurmager, Dannebrogsmand, Niels Espersen fødes, død i 1858.”


Nu vil jeg spare op og drømme om det bornholmerur, som jeg gerne vil have. Måske vil jeg gå på jagt efter et fint taffelur af vores fire x granonkel Niels Espersen.

Billigere og endnu bedre er det dog at gå en tur på Bornholms Museum, som købte et berømt taffelur i 2001, som Niels Espersen havde lavet og i sin tid givet i gave til Frederik VII, da denne som kronprins besøgte Bornholm i 1841. Den bornholmske befolkning samlede penge ind til ur-gaven, men uret blev solgt på auktion igen, da Frederik VII’s tredje hustru grevinde Danner døde, og her var det en mand ved navn Christian Jespersen fra Ringsted, der købte uret. Han flyttede senere til Splitsgård ved Klemensker. Arvingerne henvendte sig til Bornholms Museum for 20 år siden og tilbød dem at købe uret, og det blev dermed gjort. I 2001 sagde tidligere museumsinspektør Ann Vibeke Knudsen til Bornholms Tidende: ”Vi er glade for, at uret nu er endt på museet, så alle bornholmere snart vil få mulighed for at se den gave, som deres forfædre selv har været med til at samle ind til.” Og sådan hænger det hele så smukt sammen og går i ring endnu engang. Præcis på samme måde som Espersens urværk.

Note: Der står flere steder i kilderne, at Niels Espersen var født i ca. 1785, men der er flere kilder, som skriver 1786.


 
 

Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning

Dorte Kofoed har slægtsforsket i sin bornholmske familie i cirka 10 år, men det har først taget fart de seneste par år. Det er den bedste hobby, som hun nogensinde har haft, og når man nu ikke kan finde ud af at strikke, så er dette et glimrende alternativ til at glemme tid og sted, når man tager en tur med tidsmaskinen. Det har givet hende fantastiske oplevelser, hvor hun har besøgt sine slægtninge i Utah i USA, set den gamle træhytte, som hendes tip-tipoldefar levede i, da han emigrerede fra Arnager i 1882, har fået venskaber og slægtninge flere steder i verden og har oplevet en stor glæde ved de mange gamle gåder, som ligger og ulmer i slægterne, hvor skæbnerne fletter sig sammen på godt og ondt. Hun vil her i serien ”Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning” dele ud af sine egne personlige historier og give tips og tricks til at slægtsforske. Kontakt hende gerne med spørgsmål og gode råd på: dortekofoed67@gmail.com

 


FÅ ABONNEMENT