I de varme klitter lever der bjørne, ulve og løver

NATUR

Sidste uge sluttede stafetvandringen ved Dueodde. Nu genoptages turen fra Dueodde til Slusegård med sin smukke gamle vandmølle. Strækningen langs sandstranden til Slusegård er på cirka dem kilometer og varer omkring tre timer, inklusive et besøg ved vandmøllen.

Hjemturen kan gøres med bussen, der i påsken har rutefart på vejen uden for Slusegård. Undersøg tidspunktet. Man kan også tage nogle venner med på turen og køre i to biler. Den ene bil kan parkeres ved Slusegård. Den anden ved Dueodde, hvor vandreturen begynder.

Et spændende dyreliv ved Dueodde

I de varme klitter lever der bjørne, ulve og løver. Det er ikke farlige pattedyr, men små uskadelige insekter.

Biulve er små varmeelskende hvepse, der fanger bier, som bruges som foder til larverne nede i boet. Normalt er myreløver et flyvende insekt, men larven laver et krater nede i sandet, så myrerne falder ned og ædes. Bjørnedyr er kun to millimeter lange og lever nede i det fugtige mos mellem klitterne. Deres hoved ligner en lille sød teddybjørn med otte ben med lange kløer. Bjørnedyr kan tåle helt ekstreme forhold fra en total nedfrysning til 80 graders varme, de kan dog ikke tåle at udtørre, så visner væsenet og ligner et lille skæl og kan overleve sådan i mange år. Når regnen endelig kommer, suges væden og "dyret" vågner af søvnen.

Dueodde består af høje og lave klitter med marehalm og hjelme. Foto: Søren P. Sillehoved

Dueoddes navn

Navnet skyldes gården Duegård, en tidligere ejer af det sandede område. På oldnordisk henfører due ikke til en fugl, men døden, og måske skulle stedet kaldes dødsodden.

Kystens lave sandrevler forsætter langt ud i havet og skabte mange strandinger og forlis i ældre tider. Derfor blev der opført et fyrtårn af granit ved landevejen i 1870. Efterhånden dækkede træer for fyret, og 1962 blev det afløst af et nyt fyr af beton ude i klitterne. Det nye fyr er med sine 47 meter Nordeuropas højeste og er anlagt med lange jernpæle spulet ned i sandet. En spiralsnoet trappe fører op til en platform med en flot udsigt over klitterne. Der er adgang om sommeren.

Vandreturen foregår i sandet

Fra en mindre parkeringsplads ved fyret følger man sporet ud gennem klitterne med sine mange fugtige lavninger. På grænsen mellem fyrretræerne og sandet lever myreløven. Under klitterne er der fugtige forhold, hvor der vokser revling, lyng og den sjældne liden ulvefod. Om sommeren også rundbladet soldug, en kødædende plante der fanger insekter som næring.

Man fortsætter gennem klitterne, lad være med at fare vild, og kommer ud til kysten og følger stranden mod højre. Den store sandstrand har om sommeren mange badegæster, men den er så stor, at der aldrig bliver overfyldt, og fortsætter mange kilometer i vestlig retning. Men havet tager og giver, nogle år laver sandet en odde i østlig retning, andre år omvendt. Mange steder ses ældre fyrretræer ude på stranden dækket af sand.

Foran klitterne er der gamle og nye laguner, her lever øens største bestand af strandtudser, samt mange rastende fugle.

Stranden ved Jomfrugård, hvor havet har ædt sig ind til klitterne. Foto: Søren P. Sillehoved

Stranden ved Jomfrugård

Følg stranden foran klitterne. Hvis sandet synker, skyldes det ikke kviksand, det er kun tang dækket af sand.

Efter en kilometer kommer stranden ved Jomfrugård. Her kan man tydeligt se, hvordan havet har ædt sig ind mod stranden. Når man fortsætter langs stranden i vestlig retning, ses ude i vandet en stor sort sten. Den kaldes "Kødtønden", måske skyldes navnet, at den ligner en gammel tønde til kød. Stranden hedder faktisk Sommerodde, opkaldt efter den nærliggende gård. Det er en elendig badestrand med mange sten. Næste pynt har til gengæld en god badestrand, selv om den hedder Stenodden.

Alle de sydvestbornholmske sandede områder blev tidligere omtalt som Strandmarken, men bønderne ønskede at kunne skelne mellem dem og delte det til Østre og Vestre Sømark.

Vandmøllen og Ørredhuset ved Slusegård. Foto: Søren P. Sillehoved

Slusegård vandmølle

Kort efter kommer udløbet af Øleåen med sine 22 kilometer. Den er Bornholms længste å og udspringer i Ølene på Østbornholm. Her forlader man stranden og følger stien på venstre side af åen, går over broen og forsætter mod den gamle idylliske og stråtækte vandmølle. Hele området ved vandmøllen er en naturperle. Undergrunden ved åen består af 440 millioner år gamle skifersten. De kan indeholde fossiler af dyreliv, der ses som små hvide streger på skiferen. Da profilerne er fredede, må man ikke slå på brinkernes skifre, men gerne samle løse skifre nede fra åen.

Vandmøllen med bindingsværk er fra år 1800 med direkte træk fra vandhjulet til en kværn, der på et tidspunkt også var tilsluttet en kværn, der kunne drive en rundsav på gården.

Ved siden af vandmøllen er der et ørredhus, anlagt omkring år 1850 til fangst af ørrederne om efteråret. Vinduerne og døre er dog ældre, det er kasserede gamle stolestader fra Peders Kirke og endte her, da kirken blev renoveret i 1880. Begge bygninger er fredede.

Bag vandmøllen er der sluser med damme og et nyere kildehus til de fangne havørreder inden salg. Vandmøllen blev i 2020 nomineret til en pris som Danmarks smukkeste vandmølle, men vandt kun æren.

Fra vandmøllen går man op mod Slusegård, hele området mod højre består af gamle klitter med historie.

Omkring 1960 fandt arkæologerne en stor gravplads fra vikingetiden. Over 1.400 døde krigere var nedlagt i både med deres våben og begravet under sandet. Fundet havde dengang stor opmærksomhed, ikke mindst fordi en ung prinsesse deltog i årene 1962 og 1964. Det var vores dronning Margrethe. Måske udgjorde stedet en vigtig handelsplads.

Ved gården findes en henvisning til et geografisk knudepunkt i området. Ved en cementsten er der angivet, hvor den 15. østlige breddegrad møder den 55. grader nordlige, derfor passer tiden på dagen nøjagtigt. Her har vi dansk normaltid.

Ved den gamle vandmølle står tiden stille.

Liden ulvefod vokser på fugtige steder mellem klitterne. Foto: Søren P. Sillehoved

God tur. Næste stafetvandring. Slusegård-Boderne.