Netop udstyr til surfere og stand up paddle-board, som flere personer kan sidde eller stå på, har i flere år sat livredderne på Balka på arbejde, fortæller Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.
– Det er desværre en kilde til fast arbejde. Langt overvejende prøver vi at stoppe folk, før de stiller sig op på boardet og går i vandet, men det er lidt svært, når der er en udlejer ved siden af, siger han til Tidende.
I den kommende tid vil Trygfonden Kystlivredning kontakte kommunerne og orientere om, hvad man kan gøre for at forbedre sikkerheden, også når der ikke er livreddere til stede. Nye foranstaltninger på Balka er ikke nemt at pege på for kystlivredningschefen.
– Hvad katten gør man? Balka er jo en stor og lækker strand. Den har udlejning og surfskole, og det tiltrækker nogle kursister og også mange nybegyndere, som tænker, at det er et fornuftigt sted at gå i vandet. Det er jo det også langt overvejende, men det blæser altså af og til på Bornholm, og når vinden kommer fra vest, er stranden altså meget udsat, siger Anders Myrhøj, der gerne ser, at udlejere af udstyr advarer mod vindens farer.
– Man kunne måske godt ønske sig, at man sagde: "Det er ikke lige i dag, I skal gå for langt ud", eller at man lavede nogle foranstaltninger, så stand up paddle-board ikke så hurtigt kom i store problemer. Det er desværre stukket af et par gange de senere par år på Balka.