Hun var inspiration til hans bedste digte

KULTUR

Berømtest af alle Holger Drachmanns mange kærlighedsforbindelser er utvivlsomt den med syngepigen Edith, som han også udødeliggjorde i litteraturen i sin store roman "Forskrevet", der endnu i 1950'erne var almindelig velkendt – men vist næppe er læselig i dag.

Hans bedste vers er dog inspireret af Vilhelmine fra Erichsens Gaard i Laksegade i Rønne, hvad der heller ikke omtvistes i Kurt L. Frederiksens nye biografi "Holger Drachmann – Vi vil fred her til lands" fra Gyldendal.

Om de pågældende damer bekendtgjorde digteren – for hvem det poserende og teatralske livet igennem afgjort var en faldgrube: "Jeg elsker og tilbeder Edith, som jeg elsker og tilhører min skønne barnebrud".

Jomfruburet i Laksegade

Betegnelsen har naturligvis intet med Inger Støjberg at skaffe. Vilhelmine og Drachmann blev gift i 1871, hvor hun som kun 19-årig måtte lyve sig tre år ældre, efter at Drachmann i flere år havde sværmet for hende i Erichsens Gaard.

Her havde kancelliråden en meget talrig familie, og for at støtte sine indtægter, havde han ved siden af sin prokuratorvirksomhed en boghandel, som hans tre døtre besørgede. Og særligt den yngste satte brand i den unge kunstner.

Han beskrev hende senere som "en usædvanlig smuk, bleg, brunette, af et noget melancholsk og indesluttet væsen, et Barn på 16 Aar, et smukt og forunderligt tiltrækkende Barn som Goethes Mignon. Da jeg forlod Øen var jeg forlovet med hende."

Et omtrent samtidigt fotografi af den unge Drachmann. (Fra biografien)

Den korte lykke

I København gjorde Vilhelmine – fru Belli fra Rønne – stor lykke. For eksempel fandt brødrene Brandes, at hun udstrålede vemodig romantik. Men den ægteskabelige lykke varede imidlertid kun kort. Den ustadige og vidtløftige digter havde mange gøremål af mere eller mindre lødig art.

Og en gang, da han kom hjem fra en udlandsrejse, havde hun simpelthen forladt hjemmet forever. Men i Drachmanns digtning satte hun sig spor i nogle kærlighedsdigte, hvor han omsatte skilsmissens smerte i den smukkeste og musikalske poesi.

Tabet af Vilhelmine udløste en i dansk litteratur sjældent overgået produktivitet. "Der strømmede i disse uger – i det tidlige forår 1876 – så meget forelskelse og liv igennem ham, at det var ved at slå ham ihjel," hedder det.

Visionære digte

Stilmæssigt forkaster Drachmann nu den gammeldags romance og deklamatoriske monolog for at finde over i et sært hallucinerende og dog stilfærdigt udtryk, som er ganske hans eget, omkring erindringen om den tabte barnebrud.

I rytmer, som frit føjer sig efter ordene og stemningen, stiger billederne frem. Den rene følelse af længsel og skyld får form, fremkaldt og båret af bølger af lyd og duft.

I disse digte møder man Drachmann, som han altid vil overleve. Aldrig skarpe billeder eller nærsynede iagttagelser. Altid atmosfæriske fornemmelser, hvor konkrete billeder virker slørede, men visionære. En åbenhed overfor naturaltet og det løftede sinds spejlen heri.