Et ærgerligt syn mødte Kurt Marker efter stormen den 5. januar. En lerklinet væg var faldet sammen i den nordøstlige gavl og lå nu som en lerbunke inde i Vang Vandmølle. Der blev derfor sat en midlertidig træplade op, hvor væggen var, og så gik jagten ind på at søge fondspenge til at udbedre skaden.
Men som bekendt er intet så skidt, at det ikke er godt for noget. Skaden har nemlig fået Foreningen Bornholm til at drømme stort.
– Vi har allerede fået 50.000 kroner af Bornholms Brand, så vi har egentlig penge nok til at få sat en ny væg op, fortæller Kurt Marker, som er frivillig i foreningen og tovholder på projektet med at få restaureret møllen.
– Men nu prøver vi at søge fonde om flere penge, for vi vil gerne have den til at virke igen. Vores intention er at holde nogle arrangementer et par gange om året, hvor vi maler korn og viser, hvad sådan en størrelse kunne i gamle dage, fortæller han og oplyser, at en af de få møllebyggere i Danmark, Michael Jensen fra Sjælland, foretog et møllesyn i januar, og i april gav han så et tilbud på opgaven på 560.000 kroner.