Han nynner sig igennem nyt album: Den indre stemme har fået overtaget

KULTUR

En mand går rundt på en kirkegård. Måske skubber han en barnevogn foran sig. Han nynner for sig selv. Måske også for barnet. En mobiltelefon opfanger hans nynnen. Den optager. På en og samme tid er han den observerende og den observerede. Manden er knudskerdrengen Kristian Finne Kristensen, kirkegården er Holmens Kirkegård i København, og uden helt at vide det endnu er han i gang med de indledende øvelser til et nyt album.

Det begyndte som et projekt på solistlinjen på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor han som en anden David Attenborough satte sig for at indfange den intuitive nynnen. Den nynnen, han selv husker fra bedsteforældrenes hjem, når mormoren vaskede op. Så nynnede hun, og det var hyggeligt. Men nynnen er ikke bare hygge. Den er også en indgang til en slags underverden. Eller en oververden om man vil.

– Nogle gange bliver det helt urmenneskeligt, altså lyden af stemmen uden ord. Det rækker tilbage til et eller andet. Den lukkede mund, den lukkede næse, en lyd, der på en eller anden måde ræsonnerer mere inde i din egen krop, i dine egne ører, din egen hals, end det at synge gør. Musikken indfinder sig mere inde i dig, ved at du nynner og på en eller anden måde lukker den inde. Din krop er en højtaler, siger Kristian Finne Kristensen.

En fri følelse

På sit seneste album, "Vernacular Music" fra 2019, var hver eneste detalje vigtig. Alt skulle lyde præcis, som han havde forestillet sig. Hvis der var et blæs for meget fra blokfløjten, blev det lavet om. Helt anderledes forholder det sig med det nye album, "Underbelly".

– Det har været dejligt og faktisk ret skelsættende i forhold til "Vernacular Music", at her har jeg bare ladet noget ske. Når jeg kigger tilbage på "Vernacular Music", som jeg elsker, og som er en vigtig milepæl og dokumentation af en tid, så kan jeg høre, at alt var så vigtigt for mig. Det er så styret og komponeret, så det har også været for at bryde fri af det, fortæller Kristian Finne Kristensen om arbejdet med "Underbelly".

På turene på kirkegården flød musikken bare, når han gik og nynnede noget, han ikke vidste, hvad var. Han skulle ikke styre den, han skulle ikke optimere den, han skulle ikke hjem og ændre grundlæggende på den for at gøre den speciel.

– Den er bare, og hvor er det smukt. Jeg troede til en begyndelse, at jeg var i gang med at finde skitser, slørede blyantstegninger af noget, jeg senere skulle samle op og rentegne og sætte ord på og putte ind i en musikalsk sammenhæng med band og så videre. Men da jeg så satte mig og lyttede de her telefonoptagelser igennem, så var det, at jeg syntes, at jeg ikke skulle gøre en pind ved det. Jeg skulle elske det, som det var, siger han.

Siden har han efter eget udsagn følt sig frem til, om det musikalske bagtæppe skulle være en mandolin, lyden af familiens vaskemaskine eller noget helt tredje.

– Det har bare været så dejligt, for der har været en følelse af, at det har flydt i stedet for krampagtigt at skulle skabes. Det kan jeg mærke, at det faktisk har medført en stor ændring også fremadrettet. Det kan jeg selvfølgelig sagtens sige nu, og så kan det være, at vi sidder næste år, og så er jeg helt knudemand med et eller andet, lyder det med latter i telefonen fra København.

Verden nynner

Som led i projektet på konservatoriet har Kristian Finne Kristensen læst en masse om nynnen. I den forbindelse har han mødt et spirituelt aspekt, hvor det hedder sig, at alting nynner, at verden nynner.

– Man siger i buddhistisk og hinduistisk spiritualitet, at det ohm, som bruges i nogle former for meditation, og som slutter på det her hm, der trækkes meget langt ud, at det er en konstruktion for at fremkalde en nynnen, hvor munden og næsen helt naturligt bliver lukket. En nynnen, der skaber en vibration i munden, halsen og ørerne, og som angiveligt vibrerer i samme frekvens som alle naturlige tings vibreren, som universet simpelthen, fortæller Kristian Finne Kristensen.

Personligt er han som udgangspunkt ikke interesseret i noget, der relaterer sig til spiritualitet og religiøsitet. Alligevel finder han det påfaldende, når han selv bliver interesseret i og føler, at der er noget særligt ved noget, som samtidig er en kerne for en religionsretning eller en form for spiritualitet.

– Jeg tænker ikke, at det må have noget med gud at gøre. Jeg tænker, at de ikke har kunnet begribe det og derfor har sagt, at det har noget med gud at gøre, siger han.

I stedet for det spirituelle hæfter Kristian Finne Kristensen sig ved det, han oplever som en relation eller et slægtskab, til den måde man oplever lyd, før man er kommet ud af sin mors mave.

– En ting er, at faren, som jeg selv gjorde, taler ind i maven, og hvordan det måtte lyde, men hele verden lyder jo sådan igennem fostervandet, siger han.

Svimlende åben

På "Vernacular Music" var der også nogle numre uden sang. Instrumentale numre helt uden en menneskelig stemme. På "Underbelly" er der heller ikke sang. Men den menneskelige stemme er der. Og det gør en forskel, synes manden bag.

– Jeg føler virkelig, at det bliver mere engagerende og investerende og vækker et eller andet følelsesmæssigt, at der er tilstedeværelsen af en stemme, men at den ikke siger noget, at den ikke formulerer og artikulerer en eller anden handling. Det er det før-sproglige. Der er et sted før sproget, før man kan finde ud af at formulere sig. Jeg synes, det er vigtigt, at den stemme er der, siger han.

At stemmen ikke har en bestemt historie, den vil fortælle, får Kristian Finne Kristensen til at håbe, at den siger lige det, lytteren har brug for. Noget, der går ud over det artikulerede ord. Noget, der er større og mere vedkommende.

– Meget idealistisk oplever jeg, at der er ledig plads i musikken, og den plads er til lytteren. Det er lytteren, der er hovedperson. Jeg ved godt, at det virkelig er idealistisk eller naivt, siger han.

Derfor er han også forberedt på, at nogle med en kritisk, negativ hat på kan sige, at musikken er meningsløs. At den ikke giver nogen mening. Selv mener han, at den er meningsåben.

– Den er ikke indskænket til det, jeg kunne finde ud af at sige i for eksempel en sang. Det er helt svimlende åbent i forhold til den følelsesmæssige mening, det måtte give. Det er mit håb, at det vil være sådan.

Almindelige navn

Det er ikke nyt for Kristian Finne Kristensen, at han bliver så fascineret og opslugt af et emne, at hele hans tilværelse kommer til at handle om det. Hver gang bliver han begejstret over at finde noget, han synes, er vedkommende. Sådan er det også gået med hans udforskning af det at nynne.

– Jeg synes, det er noget, der også kan give andre mennesker noget uden at være en nummer 1-sang. Når jeg så kommer ud på den anden side og sidder ved mit køkkenbord og taler om det, så ved jeg godt, at det er noget syret noget, og at jeg skal gøre mit allerbedste for at få det italesat på en måde, så man vil give det en chance. Det er bare det, jeg håber, siger han.

I modsætning til de to foregående soloalbum er "Underbelly" udgivet i Kristian Finne Kristensens eget navn.

– Det har vist sig, at der er titusinder, ja hundredtusinder af både musik og film og det ene og det andet, der hedder "Underbelly". Der kan man så sige, at mit almindelige Knudsker-dåbsnavn, Kristian Finne Kristensen, gør, at det adskiller sig på en eller anden måde.

Om "Underbelly"

"Underbelly" er både et album og en podcast.

Albummet er udkommet digitalt på Spotify, Apple, Deezer, Amazon og Tidal.

Podcasten ligger hos Spotify, Apple og Soundcloud.

Albummet er udgivet i Kristian Finne Kristensens eget navn.

Tidligere har han udgivet "Space" og "Vernacular Music" med kunstnernavnet Chorus Grant.