Grantræet skaber glæde både inde og ude

Den almindelige rødgran, det klassiske juletræ, er  indført til Danmark og regnes i dag for det mest almindelige træ i de danske skove.

Julen står for døren, siger man, og bortset fra julegaver, julemad og drikkevarer er ingenting forbundet så meget med julen som juletræet. H. C. Andersen skrev om grantræet, der ønskede alting, men endte på lossepladsen. Med den evige blanding af Kristi fødselsdag og hedensk solhvervsfest bliver korset forenet med det levende lys på grantræet. Ude i skoven vokser juletræet med sin egen pynt, koglerne.

Skikken med juletræer indendørs kommer fra Tyskland og har været en skik siden 1500. På Holsteinborg Slot på Sydsjælland havde en ansat tysk tjener i 1800 medbragt et juletræ til sit værelse, senere kom store juletræer ind i slottets fine sale. Først i 1900-tallet brugte kun overklassen i hovedstaden juletræer i deres stuer. Efter første verdenskrig kom juletræet til alle danske hjem.

Nobelis med opretstående kogler. De mister hurtigt skællene, og tilbage er en strittede pind.

Mange slags juletræer

I vore dage kan ingen forestille sig en jul uden duft af gran og harpiks, men engang var det kun rødgranen. Da denne art hurtigt smider nålene indendørs, er den i vore dage afløst af ædelgraner. Blandt andet nordmannsgran, der oprindeligt stammer fra Kaukasus. Den trives godt i det danske klima, men ikke i Tyskland. Derfor producerer Danmark over 10 millioner nordmannsgraner om året, halvdelen eksporteres til Tyskland. Moderne juletræer er ligeledes nobilis, også kaldt sølvgran på grund af sine sølvgrå nåle, der kommer fra Nordamerika, mens søjlegranen omorika er fra Balkan. Ædelgraner beholder nålene i stuen, og da de samtidig indeholder mindre harpiks, er de ikke så brandfarlige.

Rødgran med kogler.

Rødgraner – det gode gamle juletræ

Rødgraner findes også i mange arter, blandt andet sitkagran med stikkende nåle, som stammer fra Nordamerika. Den almindelige rødgran – det klassiske juletræ, er ligeledes indført til Danmark. Det regnes i dag for det mest almindelige træ i danske skove. Under den kortvarige varme mellemistid for 50. 000 år siden voksede der rødgraner i Danmark. Da istiden vendte tilbage forsvandt alle træer i landet, også rødgranen. Efter istiden var der en naturlig indvandring af rødgraner fra nordøst til Sverige. De første rødgraner blev plantet i 1200. Det var munke fra Øm Kloster i Jylland, som brugte dem til medicinsk brug. Fra midt af 1800-tallet blev rødgranen plantet af skovfolk i hele landet.

Den mest kendte var tyskeren Von Langen. Han kom i 1863 til landet for at rette op på tidens forsømte skove, og særligt i Nordsjælland blev der plantet mange rødgraner. I ældre tider havde skovbruget betragtet andre træer som vigtigere. Egetræerne til flåden og bøgen til brænde. Senere afløst jernskibe egetræet, og andre energiformer afløste bøgebrænde. Bøgen blev forsat brugt, nu til møbler, vinduer og parketgulve.

Senere fik tømmer af rødgran en stor rolle for skovbruget. I dag vokser der rødgraner i alle danske skove. Rødgranen er teknisk set den bedst formede træsort, let at skære og nem at høvle. Hvad der ikke bruges til tømmer og planker kan anvendes som spånplader og til fremstilling af cellulose. Den anvendes også til flis og bruges i mange varmekraftværker.

Dømt ude

Selv om rødgranens savtakkede profil kendes af alle mennesker, har skovbruget dømt den ude. Man vil have flere løvtræer og mere oprindelige træer. Samtidig hader rødgranen blæst og vælter let omkuld på grund af sine flade rødder. Inden naturkræfter har fået rødgranen væltet, har skovfolk selv vippet dem over ende for at skabe en mere åben og naturlig skov. Rene monokulturer af rødgran er også sårbare overfor insektangreb, og svampen rodfordærver.

Selv om den danske granskov giver et dystert indtryk, kan skovbunden være dækket af grønt mos og kogler. Nogle steder vokser der skovsyre, om efteråret oplyses skoven ofte af mange farvestrålende svampe.

Fældede rødgraner.

Fuglenes gran

Granskoven er fuglefattig i forhold til løvskoven. Den store flagspætte og lille korsnæb elsker koglernes frø. Fuglekonge og sortmejsen er ligefrem knyttet til rødgranen, mens skovskade og ringdue kun bruger rødgranen som ynglested og skjulested om vinteren.

Koglerne ædes om vinteren af mus og egern. De små skovmus må møjsommeligt gnave i koglerne for at få fat i frøene, som er deres vigtigste vinterføde – ellers dør de af sult. Mennesker får julemaden serveret ved bordet, og bagefter er der gave under juletræet.

Juletræet skaber glæde, både indenfor og udendørs.