Gerda fulgte sit hjerte, men endte med at forlade sine børn og Bornholm

I en ny bog kan man læse historien om en ung kvinde fra Rønne, som under besættelsen forelskede sig i en tysker og flyttede med ham til Østpreussen. Da hun måtte flygte tilbage til Bornholm ventede foragten, og det fik barske konsekvenser for familien.

De var flotte, høflige og belevne, de tyske marinesoldater, som i 1940 gik i land i Rønne Havn, da Bornholm blev besat et døgn efter resten af Danmark.

Lidt noget andet end de fiskere og bønderkarle, som 17-årige Gerda Jensen fra Stengade 15 var vant til.

Sådan går historien om Gerda Gerwien, som er en af de 15 kvinder, der er udvalgt og fortalt i Helle Juhls nye hardback "Krig og Kvindeliv".

I modsætning til mange andre beretninger og episke fortællinger om krigen, så har denne bog nemlig kvinderne i fokus.

Både de stærke modstandskvinder, heltinderne der gik i krig og altså også bornholmske Gerda Jensen, som fulgte sit hjerte og flyttede med sin tyske udkårne og fik to børn. Et af disse børn har forfatteren altså talt med for at forstå, hvordan livet senere flaskede sig for den unge kvinde, som tog et valg, mange af hendes landsmænd umuligt kunne sætte sig ind i eller respektere.

Hun flytter nemlig til en lille fiskerby i Østpreussen, hun bliver tysk statsborger og sønnerne får tyskklingende navne, og da der bliver brug for at flygte fra preusserne og hun med sønnerne på armen må søge hjem til barndommens gade i Rønne bliver familien glade for at se hende i live, men lykken stoppede lige der.

"Alle i Rønne vidste, at Gerda fra Stengade havde sat ikke bare én, men to stykker tyskeryngel i verden", skriver Helle Juhl.

Gerda Gerwien stak af fra Bornholm og efterlod sine drenge tilbage. Her havde de en hverdag med mobning og tilråb.

– Da mormor døde, blev Rudi arbejdsdreng hos en produkthandler. Et miljø, hvor der blev drukket tæt, og det blev hans skæbne. Jeg kom i handelslære, men min redning var nok snarere fodbolden. Jeg havde evner for at spille fodbold, og i fodboldklubben var man ligeglad med min tyske baggrund. Den klub skylder jeg meget, fortæller sønnen Frank Gerwien i bogen. Gerda Gerwien døde i 1997.

Bogen Krig og Kvindeliv er netop udkommet. Illustration: Lindhardt og Ringhof

En broget buket

Mellem de 15 vidt forskellige historier fra bogen, så har særligt historien om bornholmske Gerda gjort stort indtryk på forfatter Helle Juhl.

– Den har da rørt ved følelserne, fordi den får så barske følger, som den gør. At hun forelsker sig i en tysk marinesoldat, gifter sig med ham og får to børn, evner af at flygte hjem fra Østpreussen i den sidste hårde krigsvinter - det har ikke været sjovt.

– Så meget desto mere berører det mig, at hun så faktisk vender børnene ryggen efterfølgende.

At Gerda forlod sine børn for at undslippe folkedomstolen og den sociale udstødelse, det siger for forfatteren meget om, hvordan det var at være ung kvinde på det tidspunkt og så have været gift med fjenden.

– På Bornholm blev tyskerpigerne jo simpelthen indfanget, ligesom man indfangede kvæg, og spærret inde på Hotel Dana i et helt døgn. Så kunne de ellers sætte sig og vente på at blive klippet skaldet, få malet hagekors på og så blive sluppet ud igen. Det skete på et tidspunkt, hvor eftertanken jo egentlig burde have indfundet sig, fortæller hun.

Gerda Gerwien slap for ydmygelsen, for hun flygtede til Roskilde og blev gift med en ny mand, som hun fik et betragteligt antal børn med. Bortset fra en enkelt gang kort efter flugten, hvor hun besøgte børnene i Rønne, vendte hun aldrig tilbage.

– Den pris, hun betaler, er jo at hun vælger at afskrive de to drenge fra sit første ægteskab.

Da historiens hovedperson i dag er død, er der ingen kilder, der kan fortælle, hvorfor hun valgte at handle sådan, men det har været vigtigt for Helle Juhl at tage historien med, fordi den skulle handle om hvordan det var at være kvinde, og det så ud på mange forskellige måder.

– Jeg har ligesom ønsket at brede viften ud og få ganske almindelige kvindehistorier fortalt, for de fik alle krigen ind på livet. Der er også et par imellem, som var frihedskæmpere, og så var der dem der på en måde valgte forkert og havnede på den forkerte side. Det er mit forsøg på at binde en broget buket for at det kan afspejle kvindeliv generelt.

Helle Juhl er forfatter til bogen om de 15 kvinder med usædvanlige liv. Foto Anders Flindt Prytz Christensen

Uddrag fra bogen Krig og Kvindeliv - 15 beretninger fra besættelsen af Helle Juhl

I vinteren 1944-45 flygtede en ung bornholmsk kvinde hjem fra Königsberg i Østpreussen med to små drenge. Gerda Gerwien (f. Jensen) havde under besættelsen mødt den tyske marinesoldat Willi Gerwien og fået to børn med ham. Som fru Gerwien fulgte hun ham til Østpreussen, men da russerne nærmede sig østfra, flygtede hun hjem til Bornholm, hvor foragten ventede. En foragt, der fik hende til at forlade sine to drenge for at starte et nyt liv. 

Gerda fra Stengade

Gerda Marie Jensen blev født den 29. september 1922 i Rønne og voksede op i Stengade 15 som midterbarn i en søskendeflok på seks.

Faren forsørgede familien som matros på Bornholmerlinjen, men kom alvorligt til skade ved en arbejdsulykke få år efter hendes fødsel.

Ude af stand til at arbejde som matros blev han i stedet vejmand ved kommunen, sjakbajs for et hold brolæggere.

 Moren passede hus og hjem. Efter skolen kom Gerda i huset og senere på kontoret hos sin storebror, der var revisor og ved siden af drev en mindre grossistvirksomhed.

Her var hun, da tyskerne besatte Bornholm den 10. april 1940, et døgn senere end i resten af Danmark.

Omkring tusind tyske marinesoldater gik i land i Rønne havn, og for 17-årige Gerda og hendes veninder var synet af de unge marinere i deres mørkeblå uniformer med guldknapper overvældende. Noget helt andet end de fiskere og bønderkarle, der plejede at pifte efter hende, når de mere eller mindre berusede væltede ud og ind af Rønnes værtshuse hver lørdag aften.

 De tyske marinesoldater var anderledes høflige og belevne. Trådte til side for Gerda og hendes veninder, når de kom gående arm i arm på fortovet, og tog galant marinehuen af, når de hilste.

Og så havde de penge, som de gerne spenderede på konditori eller på Rønnes danserestauranter.

Der var stil over tyskerne, de var godt opdragede, det måtte man lade Hitler. I lighed med det øvrige Danmark – eller ’ovre’, som de plejede at sige – blev der heller ikke på Bornholm gjort nævneværdig modstand mod besættelsesmagten, og det varede da heller ikke længe, førend de fleste marinesoldater forlod øen igen.

Tilbage blev en fast skare på 50-100 mand, heriblandt en 22-årig telegrafist ved navn Willi Gerwien, som gjorde tjeneste ved den tyske telegrafstation, også kendt som Tyskertårnet, i udkanten af byen.

Han blev Gerdas skæbne. Hvordan og hvornår forældrene mødtes, ved Frank Gerwien, den yngste af sønnerne, ikke, men det kan have været på dansestedet Industrien eller i Hotel Borgens store festsal, hvor tyskerne yndede at komme.

I hvert fald fandt parret sammen i løbet af de første besættelsesmåneder, for året efter, nærmere betegnet den 2. august 1941, fødte 18-årige Gerda sønnen Rudi Willi Jensen.

Den lille dreng blev ikke døbt, men navngivet af Gerda den 21. september 1941. Hun blev efter fødslen boende hos forældrene i Stengade, hvor Willi kom på besøg, så tit det lod sig gøre.

Her var han vellidt, selv om han tilhørte fjenden. ”Jeg tror bestemt ikke, de var glade for, at mor havde fået barn med en tysker, men som menneske kunne de godt lide ham. Mormor omtalte altid min far i positive vendinger,” fortæller Frank Gerwien.

'Forbandede tyskeryngel’

Selv om besættelsen forløb relativt fredeligt på Bornholm med kun en enkelt større sabotageaktion imod en værnemager i Rønne, strammede det til for de unge piger, der morede sig med de tyske marinere eller blev kærester med dem. 

Der blev råbt og spyttet efter dem, og fik forholdet følger, rejste de ofte væk fra øen for at føde deres ’forbandede tyskeryngel’, som man sagde.

Og alle i Rønne vidste, at Gerda fra Stengade havde sat ikke bare én, men to stykker ’tyskeryngel’ i verden.

Da hun besluttede sig for at flygte tilbage til Bornholm, vidste Gerda godt, at det ville blive svært at vise sig i Rønne. Men her og nu handlede det om at slippe levende væk fra krigsmareridtet i Østpreussen.

Det var den drivkraft, der fik hende og Martha til at holde ud, selv om flugten ikke var nem.

De kørte først i tog vestover, men senere fik de lift med hestevogne eller med tyske kampvogne, som de fik lov at sidde oven på, og endelig gik de over store strækninger.

 ”Moster Martha har fortalt, at vi flere gange blev beskudt af russiske jagere, som ville afskære flygtninge vejen. Heldigvis tog vi afsted, før russerne fik omringet Østpreussen, ellers var vi måske om- kommet i Østersøen, hvor skibe proppet med civile flygtninge ikke blev skånet. Som da Wilhelm Gustloff med ti tusind flygtninge ombord blev sænket af en russisk ubåd i januar 1945. Var vi kommet med den, havde jeg ikke eksisteret i dag.”

Det lykkedes svigerinderne og de to små drenge at nå til Danzig i god behold, hvorfra de sejlede til Rügen. Herfra kom de videre til Itzehoe i Slesvig-Holsten og nåede i begyndelsen af januar 1945 den dansk-tyske grænse.

Her blev Martha stoppet og måtte finde logi syd for grænsen, hvorimod Gerda trods sit tyske statsborgerskab fik lov til at komme tilbage til fædrelandet.

Få dage senere dukkede hun og drengene op ved døren i Stengade 15, Rønne.

Krig og Kvindeliv - 15 beretninger fra besættelsen. Skrevet af Helle Juhl Hardback, der fylder 360 sider Udgivet 29.10 hos Lindhardt og Ringhof Udover historien om bornholmske Gerda kan man læse 14 andre historier om kvinder fra hele Danmark.