For store sorte tal på bundlinjen: Handelsstandsforening skal brænde flere penge af

For store sorte tal på bundlinjen: Handelsstandsforening skal brænde flere penge af
Langt om længe kunne Rønne Handelsstandsforening samles under samme tag til generalforsamlingen 2021. Formand Jan Bidstrup roste de handelsdrivende for at have være meget fleksible under coronapandemien. Foto: Jacob Jepsen
Lørdag 12. juni 2021 • 14:48

ERHVERV

– Vi er godt klar over, at vi kommer ud med for mange penge, og det skal vi ikke, siger Susanne Wridt, der er kasserer i Rønne Handelsstandsforening, om foreningens årsresultat for 2020.

Torsdag aften kunne foreningen, efter sidste års aflysning og i år en udskyldelse, endelig samle sine medlemmer under samme tag igen. Et emne, de dog ikke kunne komme udenom, var coronapandemien, som har ramt handelslivet i Rønne på flere måder.

Netop også coronaen er grunden til det ufrivillige overskud Susanne Wridt kunne præsentere for medlemmerne.

Helt konkret kommer foreningen for regskabsåret 2020 ud med et overskud på 263.136 kroner. Det er knap 130.000 kroner mere, end de kom ud med i 2019.

Som sagt er forklaringen ganske enkel.

– Der har ikke været mulighed for at bruge pengene, men bare rolig vi skal nok få dem brugt, siger Susanne Wridt.

Aflyste aktiviteter

Formand Jan Bidstrup er enig i, at pengene gerne skal bruges i det kommende år.

– Vores opgave er ikke at skrabe penge sammen til et stort overskud. Det er penge, der skal bruges, siger han.

Under normale omstændigheder bliver pengene brugt til aktiviteter i løbet af året, som skal skabe liv i byen og give borgerne endnu større lyst til at komme en tur forbi butikkerne.

– Modeshow på Stove Torv, julegaveshow og halloween er nogle af de store arrangementer, som vi bruger mange penge på. Men alt det har vi måtte aflyse i 2020, og derfor står vi nu med det her ufrivillige overskud, uddyber Jan Bidstrup.

En anden grund til overskuddet er de ubrugte bygavekort, som også udgør en del af den samlede indtægt.

Det er noget, foreningen har bøvlet med i flere år, da det ærgrer dem, at folk glemmer at få deres gavekort brugt.

– Jeg synes egentlig, vi har gjort, hvad vi kunne for at hjlæpe folk på vej. Som en ekstra ting under corona, har vi rykket udløbsdatoen på gavekortene, så folk ikke blev ramt af nedlukningen, fortæller Susanne Wridt.

– Det er faktisk kun to procent af alle de bygavekort, vi udsteder, der aldrig bliver indløst. Det er jo en lille procentdel, men de går alligevel ind som et plus i regnskabet.

150 års jubilæum

Indtil videre har handelsstandsforeningen ikke de store planer for, hvad pengene skal bruges på, da de stadig er lidt afventende i forhold til coronasituationen.

– Det lurer lidt i baghovedet, om vi nu kan risikere at lave det helt store setup til efterårsferien, men må skyde det ned, fordi smittetallet pludselig stiger, siger Jan Bidstrup.

Men én ting har de dog allerede smidt nogle penge efter, som de er sikre på bliver en aktivitet.

– I uge 27 fejrer vi 150 års jubilæum, og det kommer vi til at gøre med en række aktiviteter i løbet af hele ugen. Det er noget vi også har udskudt og udskudt planlægningen af, men nu har vi hentet hjælp fra Simon Sandbye til at få stablet noget på benene. Så her kommer vi til at brænde lidt penge af, siger Jan Bidstrup.

Foreningen håber, de kan få brugt pengene allerede i år, og hvis ikke det lykkedes, har de endnu mere til at give den gas for i 2022.

 

FÅ ABONNEMENT