Men hvad vil de i praksis gøre? Og vil det lykkes at redde både menneskeliv og værdier? Eller må myndighederne ende med at give fortabt?
– Det er mega interessant, for det er en situation, som vi kan komme til at stå over for. Det her planspil ligger ikke langt fra vores hverdag og de udfordringer, som vi kan komme i, siger viceberedskabschef Klaus Rønne Jensen, der på scenen skal lede beredskabets del af slaget.
– At synliggøre den situation, som vi og meteorologerne står i, er enormt interessant, siger han.
På scenen vil to hold fra beredskabet og DMI reagere på og samarbejde om hændelser, der opstår akut. Publikum vil få de samme oplysninger som de to hold og kan følge med i udviklingen på en skærm.
Publikum vil også kunne lytte med på holdenes overvejelser og beslutninger, som de to hold vil vise på en ophængt planspilstavle med forskellige ikoner og symboler. Sammen med det to hold bliver det også muligt at spekulere i, hvad der alternativt kunne være gjort, eller hvad en anden type hændelse ville have betydet.