Folkeejet park var glemt i kommunens oprindelige høringssvar

Folkeejet park var glemt i kommunens oprindelige høringssvar
Morten Riis satte Thomas Thors og kommunaldirektør Johannes Nilsson på overarbejde, da han efter fem timers kommunalbestyrelsesmøde foreslog at ændre et høringssvar om Danmarks havplan. Arkivfoto: Berit Hvassum
ENERGI | BORNHOLM | ABONNENT | 15. OKT 2021 • 17:30
Jakob Nørmark
Journalist
ENERGI | BORNHOLM | ABONNENT
15. OKT 2021 • 17:30

I det endelige høringsbrev til Søfartsstyrelsen kom de kystnære havvindmøller med, og det skyldtes en indsats fra Morten Riis (EL), der i 11. time fremsatte et ændringsforslag til teksten. 

Kommunalbestyrelsen har tidligere prioriteret at støtte arbejdet med en kystnær, folkeejet havvindmøllepark, men da politikerne i slutningen af september skulle godkende administrationens høringssvar til en ny havplan, viste det sig, at Bornholms Havvind ikke blev nævnt med et ord.

I det endelige høringsbrev til Søfartsstyrelsen kom de kystnære havvindmøller med, og det skyldtes en indsats fra Morten Riis (EL), der i 11. time fremsatte et ændringsforslag til teksten. Riis, der i øvrigt sidder med i initiativgruppen bag Bornholms Havvind, fik opbakning fra det meste af byrådssalen. Hans forslag blev vedtaget i reduceret version, da Socialdemokratiet med støtte fra budgetpartnerne i Venstre ikke fandt det rigtigt, at Bornholms Regionskommune skulle "begræde", at de foreslåede udpegninger til fuglebeskyttelse og udviklingszoner for vedvarende energi og energiøer fratager kommunen væsentlige placeringsmuligheder til en kystnær havvindmøllepark.

Bornholms Havvinds forperson, Helle Munk Ravnborg, fulgte debatten og glæder sig over, at den folkeejede havvindmøllepark blev tilføjet.

– Der er ikke tvivl om, at da de i kommunalbestyrelsen blev opmærksomme på udkastet til høringssvaret, så reagerede de, siger Ravnborg, som stiller op til kommunalvalget for Enhedslisten.

 

 


Det nye afsnit, som Morten Riis fik flertal for at indføje:

Bornholms Regionskommune har et stærkt ønske om at bidrage til Danmarks ambitiøse klima- og energimålsætninger. I denne sammenhæng vedtog en enig kommunalbestyrelse i januar 2021 en energipolitik og -strategi, der sætter ambitiøse mål for omstillingen af Bornholms energiproduktion og -forbrug til bæredygtig og CO2-neutrale energikilder allerede i 2025. Et centralt led i denne strategi er etableringen af en 100 MW kystnær havvindmøllepark ud for Bornholm. Bornholms Regionskommune ønsker i denne sammenhæng, at der i farvandet tæt på Bornholm er muligt at etablere en kystnær havmøllepark.

 


Denne passage fra Riis' forslag kom ikke med:

Bornholms Regionskommune ønsker i denne sammenhæng at begræde, at kommunen med de foreslåede udpegninger til såvel fuglebeskyttelse som til udviklingszoner for vedvarende energi og energiøer fratages væsentlige placeringsmuligheder for en sådan kystnær havvindmøllepark til forsyning af Bornholm med klimavenlig energi allerede fra 2025. Derfor opfordrer vi til at nogle af de foreslåede udpegninger indskrænkes således, at der levnes plads til en kystnær havmøllepark ud for Bornholm.