Fem oplevelser til din weekend

Fem oplevelser til din weekend
På grund af corona er det længe siden, der har været holdt plademesse her på øen, men søndag sker det igen på Rønne Vandrerhjem. Arkivfoto: Allan Rieck
| ABONNENT | 28. MAJ 2021 • 18:46
Henrik Nielsen
Journalist
| ABONNENT
28. MAJ 2021 • 18:46

GUIDE

Efter et par weekender med tilknyttede helligdage venter der en helt almindelig en af slagsen. Alligevel er der gode muligheder for at opleve, at lokalsamfundet vågner mere og mere efter både coronanedlukninger og vintersæsonen, og hvis man har styr på sit coronapas, er der gode chancer for at bryde hverdagens monotoni.

1. Har man mod på en kort sejltur, er Christiansø og Frederiksø altid et besøg værd, og lørdag er der ydermere fernisering på udstillingen Må gerne berøres i Store Tårn. Som navnet antyder, gøres der op med den ellers faste regel om, at udstillingsgenstande ikke må berøres, når billedhugger Lars Abrahamsens og digter Eske K. Mathiesen viser deres værker. Faktisk er det en vigtig del af oplevelsen af Lars Abrahamsens skulpturer, at man lige som ham føler sig frem til skulpturens form og udtryk. Ferniseringen begynder klokken 12.30.

2. Galleri Rasch åbner lørdag klokken 14 døren til sin næstsidste udstilling i de nuværende lokaler i Nørregade i Rønne. Nana Gitz præsenterer sine collager og papirværker, og Anette Sonne viser malerier i akvarel og olie. Begge udstillere er bosiddende på Bornholm og er velkendte i det lokale kunstmiljø. Søndag klokken 11 er to andre velkendte navne fra det lokale kunstmiljø, billedkunstneren Lone Schiøtz og keramikeren Eva Brandt, klar med en ny udstilling i Rådstuen i Sandvig.

3. Har man lyst til musik, og har man ikke købt billet til The Heat-Makers udsolgte koncert i Musikhuzet, kan man køre til Svaneke og opleve Aufori, der består af Anna Ritsmar, Óliver Bernburg og Bjarke Mathiasen. De fortæller selv, at der i musikken er plads til både euforiens solrige glæde og den ungdommelige rådvildhed, der båret af ord kan flette sig ind i klangflader og melodistykker. Koncerten begynder klokken 19.30.

4. Efter en lang coronapause er det atter mulighed for at købe nye, brugte lp'er til pladesamlingen derhjemme. Søndag klokken 10 åbner en plademesse på Rønne Vandrerhjem. Der er både mulighed for at finde den helt rigtige plade til samlingen og for at få en snak om vinyl og musik. Der er tusindvis af plader i alle genrer. Messen varer i fire timer.

5. Haveselskabet Bornholm inviterer søndag til åbne haver i Vestermarie. Fra klokken 10 kan man besøge både Lonny og Niels Peter Rasmussen i Egene 2 og Nete og Poul Erik Andersen i Askene 4. Det ene sted er der blandt andet rhododendron og azalea, pergola med tornfri brombær samt køkkenhave og staudebede, og den anden have byder på masser af natursten, mange formklippede buske, sydtropiske træer og meget andet. Alle er velkomne til at opleve haverne i de seks timer, de er åbne.