Fældning af popler skal gavne flagermus

Fældning af popler skal gavne flagermus
Regionskommunen planlægger at fælde og styne de popler, som står i et område i Rønne Syd, som kommunen ønsker at udvikle til boligområde. Foto: Jens-Erik Larsen
Onsdag 6. januar 2021 • 13:51
Af:
henrik-nielsen
Onsdag 6. januar 2021 • 13:51
NATUR I underkanten af 270.000 kroner regner regionskommunen med at bruge på diverse elementer, der skal være med til at bevare og gerne styrke bestanden af fredede markfirben og andre arter i Rønne Syd. Det fremgår af et budgetoverslag, som natur- og miljøudvalget blev præsenteret for på sit seneste møde. Godt en fjerdel af pengene går til fældning og styning af nogle popler, som vokser på et beskyttet dige i det område, som regionskommunen gerne vil udvikle til et nyt boligområde på ydersiden af de eksisterende løkker. Ifølge budgetoverslaget skal fire ud af fem popler fældes, mens resten skal stynes i tre meters højde. Tanken er, at de skal stynes hvert andet år, og det er forventningen, at de i løbet af nogle få år bliver interessante for flagermus, som nogle beboere har set i området. I alt består budgetoverslaget af 16 punkter, hvor udgifterne svinger mellem 2.000 og 70.000 kroner. Blandt de dyreste elementer er etablering af urte- og græsstriber samt bekkasinskrab, som går ud på at fjerne det øverste muldlag og skabe små vandhuller, der er attraktive opholdssteder for især bekkasiner, der vil søge føde der. Samtidig skabes der levesteder for en masse andre smådyr.  
  Budgetoverslag Terrængrøft overdrev nord – 7.100 kroner Buske nord for terrængrøft – 7.000 kroner Kratrydning og tyndig levende hegn – 2.000 kroner Jorddækkede røser – 18.000 kroner Buske langs levende hegn og jorddækkede røser – 7.000 kroner Oprensning eksisterende grøft – 2.000 kroner Jordhøje ved legeplads – 11.350 kroner Bunker af marksten med holme af buske – 7.500 kroner Terrængrøft vådområde sydvest – 13.800 kroner Bekkasinskrab vådområde syd – 22.500 kroner Bekkasinskrab og jordhøje vådområde syd – 28.500 kroner Vandhul vådområde sydøst – 26.000 kroner Popler – 70.000 kroner Spredningskorridor mellem delområde 2-3 – 4.480 kroner Urte- og græsstribe – 32.250 kroner Overkørsel grøft ved popler – 10.000 kroner I alt – 269.480 kroner  


FÅ ABONNEMENT