DMI: Éowyn sender regn til Bornholm

NOTITS | DAGENS VEJR | 24. JAN 2025 • 06:17
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | DAGENS VEJR
24. JAN 2025 • 06:17

Kender man romanserien "Ringenes Herre", kender man også Éowyn fra kongeriget Rohan. Det er ikke hende, men stormen af samme navn, som kommer til at påvirke vejret på Bornholm i dag. Meteorologerne hos DMI fortæller nemlig, at Éowyn efter at have givet masser regn og blæst i Irland bevæger sig mod det nordlige England og Skotland. Hvad har det Bornholm at gøre? spørger du måske. Her i Danmark kommer vi til at mærke Éowyn som et regn-område, der i dagens løb bevæger sig ind over landet fra sydvest, og det når frem til Bornholm i aften.

I dagtimerne får vi tørt, men overvejende overskyet vejr med temperaturer omkring tre grader og let til frisk vind omkring syd, der i løbet af dagen tiltager og bliver jævn til hård. På grund af udsigten til mere blæsende vejr medtager Bornholmslinjen ikke transporter med levende dyr eller ophængt kød på vogndækket på afgangen fra Ystad klokken 20.30.

Efter Éowyn følger en nat, hvor det efterhånden bliver tørt, og en overgang kan det klare lidt op. Temperaturen stiger til omkring fem grader, og der vil blæse en frisk vind til kuling fra syd.

I "Ringenes Herre" er Éowyn især kendt for at dræbe Heksekongen fra Angmar, og i Peter Jacksons filmatisering spiller Miranda Otto rollen.

FÅ ABONNEMENT