'Det vil være en kæmpe opgave. Men det er nødvendigt'

'Det vil være en kæmpe opgave. Men det er nødvendigt'
Kirstine van Sabben giver Søren Schow ret i, at en genåbning af budgettet vil blive en stor opgave. Men han gør ikke ret i at tvivle på, at Bornholmerlisten og Dansk Folkeparti efter et valg vil støtte nye forhandlinger, hvis der er flertal uden om S og V, understreger hun. Foto: Berit Hvassum
KOMMUNALVALG | BORNHOLM | ABONNENT | 12. OKT 2021 • 11:05
Jakob Nørmark
Journalist
KOMMUNALVALG | BORNHOLM | ABONNENT
12. OKT 2021 • 11:05

Kandidater fra Bornholmerlisten, Dansk Folkeparti og De Konservative går i rette med Søren Schows udtalelse om, at han tror, at en ny kommunalbestyrelse vil være godt tilfredse med at have budget at starte året på og derfor ikke nødvendigvis vil genåbne budgetaftalen.

”Det beviser jo faktisk bare, at Søren kender os meget dårligt.”

Sådan skriver kommunalbestyrelsesmedlem René Danielsson (DF) som kommentar til Tidendes historie om, at Søren Schow tvivler på, at alle de partiledere, som erklærer, at de vil genåbne budgettet, ender med at gøre ord til handling.

Ved søndagens åbningsdebat i Aakirkeby-Hallerne annoncerede alle partier med undtagelse af budgetmagerne fra Socialdemokratiet og Venstre, at 2022-budgettet skal genåbnes, når den nye kommunalbestyrelse træder til efter nytår.

I debatten på Tidendes facebookside støtter Brian Kofoed (V) sin spidskandidats pointe og tilføjer, at processen vil trække ud, hvis et flertal af partier skulle finde på at udskifte den kommunale ledelse, sådan som Bornholmerlisten og Dansk Folkeparti har ytret ønske om.

”Og inden det er implementeret, så er det meste af budgetåret gået, hvilket gør det mere sandsynligt, at I skal i gang med et budget 2023, før I når til at rette det for 2022,” skriver Brian Kofoed.

6-8 punkter

René Danielsson mener ikke, at det behøver tage så lang tid at nå til enighed om et nyt budget – og en eventuel ændring i toppen af forvaltningen.

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg godt kunne tænke mig lidt udskiftning på nogen poster, og så må man jo konstituere. Og sådan helt seriøst, så kan processen løses på seks uger. Det kræver lidt ændringer i nogle høringsprocesser, men de tæsk er jeg villig til at tage for at rydde op efter jer. Og helt seriøst, så er det en 6-8 punkter, som folk reelt strides om, så mon ikke det kan gå stærkt”, skriver René Danielsson i sit svar til Brian Kofoed.

'Kæmpe opgave'

Bornholmerlistens Kirstine van Sabben slår i samme tråd fast, at hendes ord om budgettet skal tages bogstaveligt. 

”Jo, jeg mener det faktisk, når jeg siger, at jeg gerne vil lave et helt nyt budget. Jo, jeg ønsker en ny borgmester, en ny ledelse og en ny struktur. Jo, jeg mener det faktisk, når jeg siger, at jeg under ingen omstændigheder kan pege på Thors eller Schow. Og jo, selvfølgelig vil jeg afskaffe spærretiden. Det var jo præcis derfor jeg bad om at få sagen til politisk behandling. Det ovenstående er da rimelig klar og tydelig tale, ikke?”

Over for Tidende anerkender Kirstine van Sabben, at en genoptagelse af budgetforhandlingerne vil kræve en stor indsats af den nye politiske forsamling.

– Det vil være en kæmpe opgave. Men det er nødvendigt, for konsekvenserne er endnu vildere, hvis vi ikke genåbner budgettet, siger Kirstine van Sabben.

Hun henviser til, at den kommende kommunalbestyrelse i de kommende år vil få et meget spinkelt handlerum på grund af de udgifter, der indgår i budgetaftalen – først og fremmest rådhusplanen, der lægger beslag på et trecifret millionbeløb.

– Det budget, der ligger nu, er så omsiggribende og voldsomt. Vi bliver fuldstændig bundet på nogle aftaler, der er indgået mellem kun to partier, siger hun og beskriver det som ”respektløst” ikke at have involveret flere partier i beslutningen.

Også hos De Konservative er der utilfredshed med Søren Schows analyse.

”Jeg tror simpelthen, at han er nødt til at ændre attitude, hvis han vil have en samlet blå blok efter valget - den nuværende attitude er ikke ansporende for resten af den blå blok. Jeg tror, at det vil være en god idé at lytte mere og være mere imødekommende”, skriver Ralf Marcoux Skovgaard, konservativ kandidat og næstformand, i facebooktråden.