'Det tyder på, at det er spoofing'

En af Bornholmslinjens hurtigfærger, Express 5, udsendte ifølge Marinetraffic også usædvanlige AIS-signaler samme nat. Klokken kvart over fem befandt færgen sig ifølge hjemmesidens data i farvandet nordøst for Bornholm. Men færgen, ja den lå i virkeligheden i Rønne Havn. Skærmbillede: Marinetraffic.com
Mandag 23. juni 2025 • 05:30
Mandag 23. juni 2025 • 05:30

I forrige weekend blev færgerne mellem Rønne og Ystad ifølge Danwatch udsat for GPS-manipulation. Det er angiveligt ikke første gang, da observationer af Bornholmslinjens færger fra starten af marts ifølge en seniorforsker tyder på, at manipulationen, der også kaldes spoofing, også fandt sted der.

Det er lørdag den 1. marts. Klokken er cirka kvart i to om eftermiddagen, og færgen Povl Anker ligger i Rønne Havn.

Men tager man et kig på hjemmesiden Marinetraffic.com, som samler skibes data op og viser deres positioner på et kort, befinder færgen sig pludselig et kort øjeblik syd for den svenske by Trelleborg.

Nogle timer senere - den efterfølgende nat - sker det samme. Ved 4-tiden ligger Povl Anker i Rønne Havn - men ifølge færgens AIS-data, som vist på Marinetraffic.com, befinder færgen sig et kort øjeblik i farvandet mellem Bornholm og Sverige.


Det er lørdag den 1. marts. Klokken er cirka kvart i to om eftermiddagen, og færgen Povl Anker ligger i Rønne Havn. Men på skibssporingssiden Marinetraffic var færgen et kort øjeblik syd for Trelleborg. Skærmbillede: Marinetraffic

En af Bornholmslinjens hurtigfærger, Express 5, udsendte ifølge Marinetraffic også usædvanlige AIS-signaler samme nat. Klokken kvart over fem befandt færgen sig ifølge hjemmesidens data i farvandet nordøst for Bornholm. Men færgen, ja den lå i virkeligheden i Rønne Havn.

Men hvorfor befinder færgerne sig pludselig ude i vandet, når de i virkeligheden ligger i havn? Rederiets pr- og kommunikationschef, Jesper Maack, kunne i marts, umiddelbart efter hændelserne, ikke forklare det:

– Alt vores udstyr virker fint i dag - og vi har ikke haft gang i ting, som kan forklare dette. På nær Hammershus, som jo har sejlet i nat, så har de to andre færger hygget sig i havnen, lød det fra Jesper Maack kort tid efter de opsigtsvækkende positionsangivelser.

Han oplyste videre på det tidspunkt, at rederiet ikke selv havde registreret uregelmæssighederne eller anmeldt det til nogen.

– Vi er ikke stødt på det her før - og færgerne har ikke flyttet sig i nat. Ingen aktuel idé om, hvad det skyldes, sagde pr- og kommunikationschefen.

Senere på ugen lød det fra rederiet, efter Tidende fulgte op, at man stadig ikke kan komme med nogen forklaring, samt at det ikke var noget, man havde oplevet i den daglige drift.

– Vi har bedt kaptajnerne på Bornholmslinjen om at sikre sig, at GPS-positioner er rigtige. Det kan de gøre ved hjælp af radar, som altid vil vise rigtigt, lød det fra Jesper Maack.

Tidende bringer historien om den flere måneder gamle sag nu, fordi mediet Danwatch i denne uge udgav en historie om, at færgerne mellem Bornholm og Sverige i sidste weekend blev udsat for GPS-manipulation og spoofing.

Med den nyeste historie fra Danwatch, ser I så på hændelsen fra marts i et nyt lys?

– Det kan være - eller ikke være. Sikkert er det jo i hvert fald, at nogen i perioder forstyrrer signalerne. Hvem og hvorfor må andre sige noget om. Vi er opmærksomme, indrapporterer og finder fint vej alligevel, svarer Jesper Maack i dag.

Artiklen fortsætter under videoen:

Den 2. marts om natten klokken cirka kvart over to lå Christiansøfartens færge Ertholm pludselig ude i vandet lidt nordvest for Bornholm. Skærmbillede: Marinetraffic.com

'Det er meget alvorligt'

Bornholmslinjen var ikke det eneste rederi, hvis færger i begyndelsen af marts udsendte et besynderligt signal om deres aktuelle position. Den 2. marts om natten klokken cirka kvart over to lå Christiansøfartens færge Ertholm pludselig ude i vandet lidt nordvest for Bornholm.

Også Polferries' nye fartøj Varsovia, der sejler mellem Sverige og Polen, lå pludselig i farvandet mellem Bornholm og Polen den 3. marts om morgenen ved 7-tiden. På tilnærmelsesvist samme tidspunkt var Bornholmslinjens færge Hammershus nogenlunde det samme sted. I alle tre situationer befandt færgerne sig dog i havn - i virkeligheden.

Artiklen fortsætter under videoen:

Det så pludselig ud, som om godsfærgen Hammershus befandt sig et sted syd for Bornholm. Skærmbillede: Marinetraffic.com

Henning Heiselberg er seniorforsker og centerleder på Center for sikkerhedsteknologi på DTU Space. Han mener ud fra observationerne på Marinetraffic, at der er tale om 'flere anomalier, som ser meget underlige ud':

– De anomalier flere gange tyder på, at det er spoofing, altså at nogen bevidst har ændret GPS- eller GNSS-positionerne, siger Henning Heiselberg, der i øvrigt henviser til sin kollega Søren Reime Larsen for nærmere vurdering.

Ham hører vi fra om et øjeblik. Først forklarer Henning Heiselberg om spoofing og jamming:

– Jamming er, hvor du sender en masse støj ud på de frekvenser, som GPS'er og andre satelitter bruger, for at overdøve signalet. Spoofing er, når man fifler med dem - man prøver at ændre på signalerne ved at sende et falsk signal ud.

Hvor alvorligt er spoofing?

– Det er meget alvorligt. Skibe kan sejle på grund, støde ind i et andet skib eller i en bro. DanPilot og andre sejladsorganisationer i Danmark, som især har set jamming, er klar over det her og er varsomme, forklarer Henning Heiselberg, der tilføjer:

– Jamming er, hvor man bare mister signalet. Det er slemt nok, men så slår man over på standardnavigationssystemer som backup. Men hvis det er spoofing er faren jo, at de (besætningen, red.) ikke er klar over, at de er blevet narret. Ved jamming kan de se, at signalet forsvinder.

'Det er helt klart mistænkeligt'

Søren Reime Larsen er postdoc ved DTU Space med ph.d. i GPS-jamming, og det er det fænomen, han forsker i. Han mener, det er 'rigtig svært' på stående fod at svare på, hvad der kan forklare de unormale positioner vist på Marinetraffic.

– Det er meget svært at sige præcis, hvad der kan være årsag til sådan nogle spring i positioner. Spoofing er en mulighed. Men vi har ikke nok data til at verificere, at det er det, der er tale om, siger han og tilføjer:

– Det kunne også være en dårlig gps-position eller noget i selve gps-modtageren, som gør, at man får sådan nogle positioner som er helt off.

Også når det er så mange dage i træk med forskellige skibe?

– Mit problem er, at jeg ikke præcis ved, hvad det er for noget udstyr, de sejler rundt med. Men i GNSS-sammenhæng arbejder vi med flere forskellige fejlkilder på signalerne, og det kan være sådan noget som dårlig dækning eller signalrefleksioner, når skibene ligger i havn.

– Jeg vil sige det sådan: De spring i positioner, der er, er meget, meget store i forhold til, hvis der skulle være tale om almindelige fejlkilder. Så det er helt klart mistænkeligt. Men vi kan ikke på nogle af vores andre GNSS-modtagere i området verificere, at der skulle være sket noget ud over sædvanligt - hverken jamming eller spoofing, siger han.

Søren Reime Larsen fortæller, at man kan se, at der omkring Kaliningrad er jamming og spoofing, og at det primært påvirker fly.

– Det burde ikke kunne nå Rønne Havn, for eksempel. Det burde være for langt væk. Samtidig vil jeg sige, at hvis det kunne nå Rønne Havn, ville vi også kunne registrere det nogle andre steder, siger han.

'Bekymrende'

Forsvarets Efterretningstjeneste udgav i maj sidste år en trusselsvurdering om forstyrrelse af navigationssignaler over Østersøen. Forstyrrelser, der ifølge FE har været stigende siden december 2023.

I tjenestens seneste årlige vurdering af Danmarks sikkerhed, rapporten Udsyn 2024, nævnes "hensynsløs sejlads, simulerede angreb og jamming af både civile og militære skibes og flys kommunikations og GPS-signaler".

"Disse aktiviteter vil kunne få en mere truende karakter", skriver Forsvarets Efterretningstjeneste, der karakteriserer det som "Ruslands selvhævdende adfærd".

Tidende har spurgt Søfartsstyrelsen, hvad der kan forklare skibenes kortvarige skift i aktuelle positioner, men styrelsen henviser til afdelingen "sikre farvande" i Beredskabsstyrelsen.

Herfra lyder det, at "forstyrrelser af AIS- og GPS-signaler er bekymrende i forhold til skibenes navigation".

– Beredskabsstyrelsen har ikke oplysninger om, hvad der har forårsaget konkrete forstyrrelser, skriver styrelsen i en mail, hvor den tilføjer:

– Det skal understreges, at den fysiske afmærkning i form af sømærker, fyr og båker samt skibenes radarudstyr muliggør at skibe kan navigere sikkert, selvom AIS- og GPS-signalerne forstyrres.

Heller ikke Bornholms Politi er bekendt med forhold i de pågældende døgn, der kan forklare hændelserne, lød det fra politiet i marts.

Sikkert er det dog, hvis man skal tro dataene fra Marinetraffic, at de usædvanlige positionsangivelser ikke var slut for færgen Povl Ankers vedkommende den 2. marts om natten. For den 4. marts ved 9-tiden var Povl Anker pludselig positioneret i farvandet vest for Bornholm et kort øjeblik, mens det skete igen den efterfølgende nat cirka klokken kvart i fem - denne gang lidt øst for Rügen i Tyskland.


– Vi har bedt kaptajnerne på Bornholmslinjen om at sikre sig, at GPS-positioner er rigtige. Det kan de gøre ved hjælp af radar, som altid vil vise rigtigt, sagde Bornholmslinjens Jesper Maack i marts. Arkivfoto: William Sonne Kaalø


Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT