Der vil kunne opleves bevæbnede soldater i byerne

Der vil kunne opleves bevæbnede soldater i byerne
Der vil kunne opleves bevæbnede soldater i byerne. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 10. DEC 2020 • 08:02
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
10. DEC 2020 • 08:02
FORSVAR

Flere af forsvarets finskytter er i uge 50 og 51 samlet på Bornholm for at træne. Fokus er på træning og indsættelse i byområde, hvorfor der vil kunne opleves bevæbnede soldater i byerne.

Finskytter er særligt udvalgte og trænede soldater, der med anvendelse af præcisionsrifler kan bekæmpe fjender og materiel på afstande op til en kilometer. Snigskytter er i princippet det samme som en finskytte. Betegnelsen snigskytte bruges om fjendens "finskytter", forklarer major Torben Petersen, presseofficer på Almegårds Kaserne, i en pressemeddelelse.

Nexø og Rønne

Torsdag aften den 10. december klokken 20-02 vil finskytterne have til at opgave at bevæge sig gennem Nexø med henblik på at komme frem og få indsigt på deres mål, som efterfølgende skal nedkæmpes.

Senere samme nat og fredag morgen den 11. december klokken 01-06 har finskytter en opgave i Rønne, hvor de ligeledes vil bevæge sig gennem byen, for at kunne få indsigt på deres mål, og herefter nedkæmpe dette/disse.

Målet for finskytterne er, at deres bevægelse gennem henholdsvis Nexø og Rønne sker skjult. Al aktivitet sker med løs ammunition.

I uge 51

I uge 51 afprøves det indlærte i en taktisk ramme, oplyser Torben Petersen. Aktiviteterne vil her være koncentreret om Rønne, Klemensker, Hasle, Allinge, Sandvig, Tejn og Aakirkeby.

Finskytterne skal kunne løse deres opgave/r uden at blive observeret af årvågne bornholmere, fjenden eller Det Bornholmske Hjemmeværn. Ser man noget, der ikke er som det plejer, kan man kontakte mobilnummer 41 72 18 36, med en kort beskrivelse samt en tid, hvornår det er set – gerne som sms eller billede. Deltagende finskytter har tilladelse til at optræde i civilt.

Finskytterne vil fredag den 18. december gennemføre en skarpskydning klokken 1-5 i civilt terræn. Berørte lokationer er kontaktet og orienteret, og alle sikkerhedsregler og tilladelser er på plads, oplyser kasernen.