Den uforglemmelige dag: 18 løbske godsvogne og en ung mands heltemod

Selvom det foregik på en varm julidag, så er det alligevel en rigtig julehistorie: For de 18 løbske godsvogne, der begyndte at trille baglæns mod Rønne fra mejeriet i Nyker en varm sommerdag i 1936, kunne have dræbt og såret et utal af mennesker. Kun et usandsynligt sammentræf af utroligt held og resolut heltemod forhindrede katastrofen i at ske.

Knud Jensen var 11 år, da han begyndte at rangere toge på strækningen mellem Allinge og Rø. 17, da han blev ansat som afløser ved De Bornholmske Jernbaner, og 21, da han en onsdag i juli bliver ringet op af Johanne Holm, der er ekspeditrice på stationen i Nyker. Det gør hun hver gang, et tog har forladt stationen, for der må ikke afsendes tog mod Nyker, før der er meldt fri bane mellem Rønne N og Nyker.

Knud Jensen når ikke at tage telefonen i første omgang, for han har travlt. Stationsmesterparret på Rønne N har deres månedlige fridag denne onsdag, så Knud Jensen er alene om at styre togtrafikken. Han er alene om at sørge for sporskifte, for at sænke bommene på Haslevej, alene om at sælge billetter og håndtere rejsegods.

Det skal vise sig at være et enormt held. Rønne N er den travleste station på Bornholm. Det er her, togtrafikken skilles og dirigeres i hver sin retning mod henholdsvis Allinge og Nexø. Og lige præcis denne onsdag skal det vise sig, at forsinkelser kan redde liv.

Sådan så remisen på Rønne H ud, da de løbske godsvogne fra Nyker endelig nåede deres endestation. Foto: DBJ Museum

Ti minutter at løbe på

Og mon ikke ekspeditricen Johanne Holm er ved at tabe kaffekoppen, da hun kigger ud af vinduet i stationsbygningen i Nyker og ser en række førerløse godsvogne køre alt for hurtigt forbi stationen – i den helt forkerte retning? Nu ringer hun til Rønne N anden gang, og denne gang drejer hun håndtaget på telefonen, så hurtigt hun kan. Endelig hører hun Knud Jensens stemme i den anden ende.

Den korte besked fra Johanne Holm lyder: 'Der er godsvogne i drift på vej mod Rønne. De er lige kørt forbi her.'

18 godsvogne, tungt lastet med blandt andet kul, kører mod Rønne, førerløse og ude af kontrol.

Knud Jensen tænker hurtigt. Der er kun seks kilometer fra Rønne N til Nyker, det giver ham ikke meget tid at løbe på. Det første, han gør, er at sende beskeden videre til Rønne H.

Så prøver han at tænke logisk. Der kan kun være én forklaring: Det må være godsvogne fra godstog 51 mod Sandvig, der er kommet i drift. Godsvognene må være blevet efterladt på hovedsporet udenfor Nykær Mejeri, mens lokomotivet har været i gang med at rangere et par kulvogne ind til mejeriet. Mens de står der, giver bremserne efter. Hældningen på strækningen er ganske svag, men tyngdekraften er stærk. Med et næsten umærkeligt ryk begynder de 18 godsvogne at sætte sig i bevægelse.

– Jeg har regnet på det. Det ville tage mellem 10 og 11 minutter, før vogntoget er tilbage i Rønne. Vognene ville på den strækning formentlig kunne nå op på en tophastighed på mindst 80 kilometer i timen, siger Sten Møller, der sammen med Nils Pedersen har skrevet bogen '18 løbske godsvogne og andre uheld ved Bornholmske Jernbaner'.

– Knud Jensen har ikke haft lang tid til at reagere på Rønne N.

Sten Møller på De Bornholmske Jernbaners Museum i Nexø. Den pensionerede skolelærer har selv haft fingrene nede i hver eneste detalje på det fine museum i den gamle værftsbygning. I ti år fra 1990 til 2000 havde han ansvaret for beskæftigelsesprojektet DBJ, hvor man over en periode på ti år renoverede og genskabte bornholmsk jernbanemateriel, herunder de udstillede jernbanevogne og lokomotivet. Foto: Anette Vestergaard

En travl dag på Rønne N

Bogen om de løbske godsvogne udkom i 2021, og her kan man læse alle de præcise detaljer om den største ulykke i den bornholmske jernbanes historie. Men Sten Møller har indvilget i at genfortælle historien i ren tale, til ære for Tidendes læsere.

– Det var heldigt, at den unge Knud Jensen er alene på stationen i Rønne N den dag, siger Sten Møller, siddende i kontoret på første sal på jernbanemuseet i Nexø.

Normalt er det stationsforstanderens kone, Frederikke Larsen, der tager telefonen og melder klar til sin mand, stationsmester Martin Larsen. Men både hun og hendes mand har fri denne onsdag. I Nyker er ekspeditrice fru Johanna Holm ene om det hele. Det betyder, at alting går lidt langsommere end sædvanligt.

På Rønne N holder et passagertog med over 60 passagerer ombord og venter på en klarmelding til at fortsætte mod Sandvig. Men den kommer ikke.

– Havde det været Frederikke Larsen, der havde taget telefonen, havde hun måske meldt klar, første gang der blev ringet fra Nyker. Stationsmesteren havde fået grønt lys til at sende passagertoget afsted mod nord, uden at ane hvad der var på vej mod syd, siger Sten Møller.

Men Knud Jensen er alene på stationen. Den 21-årige afløser sprinter frem og tilbage mellem kontoret og signalet. Bommen skal hæves og sænkes over Haslevej, så trafikken kan komme igennem. Der skal sælges billetter. Rejsegods skal håndteres. Passagertoget er propfyldt med turister, og togføreren beder utålmodigt den unge afløser om at få lov til at køre. Men Knud Jensen vil ikke sende toget afsted, før han har talt med Nyker.

Bremserne virkede ikke

Her blev den måske største ulykke forhindret. Et sammenstød mellem de løbske godsvogne og et passagertog med over 60 passagerer ombord ville have endt fatalt.

Sten Møller har tænkt scenariet igennem.

– Jeg har faktisk skrevet den kontrafaktiske historie, men det må man jo ikke. Det er en skræmmende tanke. Hvad ville der være sket, hvis Knud Jensen ikke havde holdt Allinge-toget tilbage?

Sten Møller underviste i fysik og matematik, da han var aktiv. Først på skolen i Svaneke, så på erhvervsskolen i Rønne og til sidst på Nexø Skole. Han har sammen med sin svigersøn analyseret, hvad der gik galt med de 18 godsvogne.

– Der var bremser på godsvognene, og togføreren, Carl Petersen, havde trukket to af dem, siger Sten Møller.

– Men vognene var så tungt lastede, at bremserne faktisk ikke virkede.

Sten Møller forklarer, hvordan bremserne på de gamle godsvogne var fastgjort på selve vognen. Når en vogn var tungt lastet, sank den ned i fjedringen og reducerede derved bremsens effekt markant.

– Bremserne på passagertogene var meget bedre, siger Sten Møller, der også har målt hældningen på strækningen mellem Nyker og Rønne. Så snart godsvognene var igennem selve Nyker, begynder det at gå nedad, og på det stykke, hvor jernbanen passerer viadukten over Blykobbe Å, er hældningen på 12 promille.

– Jeg tror, det var der, de løbske vogne ville have stødt sammen med passagertoget, hvis det havde fået lov til at køre, siger Sten Møller. Og så siger han ikke mere.

Tilbage på Rønne N må unge Knud Jensen tænke hurtigt. Han ved, at de løbske godsvogne vil nå hans station om få minutter. Herfra vil de fortsætte videre mod Rønne H og kulkranen ude på Kongen. Han har ikke lang tid at løbe på, og toget til Sandvig blokerer hovedsporet. Han lader bommene over Haslevej blive nede, foretager et hurtigt sporskifte og dirigerer hurtigt passagertoget over på sporet til Nexø.

– Der går under 30 sekunder, fra persontoget er i sikkerhed på Nexø sporet, til vognene kommer drønende forbi. Det er det, der gør historien så utrolig, siger Sten Møller.

På Rønne N ser den 21-årige Knud Jensen en tung grå masse passere forbi og forsvinde ned mod havnen på den strækning, hvor Nordre Kystvej ligger i dag.

Sten Møller venter på signal. I dag har DBJ-museet i Nexø cirka 3.000 besøgende årligt, heraf mange skoleelever, der kommer hertil for at høre Sten Møller fortælle om de bornholmske jernbaner og se den snart 100 år gamle teknologi, der stadig er i funktion. Foto: Anette Vestergaard

Springer for livet

På Rønne H er det trafikassistent Hans Peter Andersen, der har vagt denne eftermiddag. Han skal tænke meget hurtigt. En forkert beslutning kan blive fatal. Hvis godsvognene kommer ind på hovedsporet, vil de fortsætte direkte ned på Dampskibskajen, der er fuld af mennesker.

Det første trafikassistenten gør, efter at have talt med Knud Jensen, er at ringe til stationsmesteren Anders Langberg. Han spiller hver onsdag l'hombre med højesteretssagfører Thomas Thaarslund og adjunkt Knud Møller – som rent faktisk bliver far til Sten Møller otte år senere.

– Jeg har hørt om det, der skete, hele min barndom, siger Sten Møller.

Hans far var lektor på statsskolen i Rønne.

– Min far fortalte, at husbestyrerinden kom ind med telefonen og sagde, 'der telefon til stationsforstanderen', hvilket var højst usædvanligt i 1936. Han fortalte også, at stationsforstanderen var en meget rolig mand. Han tog røret, lyttede kort, og sagde så 'gør hvad De kan, jeg kommer'. Derefter spillede han sin hånd færdig og forlod selskabet.

– Han kunne jo alligevel ikke nå at gøre noget, siger Sten Møller, der tydeligvis morer sig ved tanken om den koldblodige stationsmester på Rønne H.

Mens Anders Langberg spiller de sidste kort, springer banearbejderne rundt på Hans Peter Andersens kommando. Trafikassistenten har besluttet at dirigere de løbske vogne derhen, hvor de kan forrette mindst skade. Det vil sige over på spor 4, hvor de som det første vil ramme en tom godsvogn. Endestationen er remisen. Her stopper sporet simpelthen.

Hans Peter Andersen løber ud mod sporskiftet ved indkørslen til stationen og får en banearbejder til at skifte fra hovedsporet til spor 4. Da de 18 vogne er fremme, sakser han sporet i håb om at afspore så mange vogne som muligt. Da den første godsvogn er fløjet af sporet, skubber Hans Peter Andersen af alle kræfter til sporskifterarmen, så de løbske godsvogne kører ind på spor 4, og springer for livet.

Blot 12 minutter efter at Carl Petersen så de 18 godsvogne forsvinde fra Nykær Mejeri, ender det 170 tons tunge friløb i remisen for enden af spor 4 på Rønne H. De første seks godsvogne går i saksen og afspores, mens resten splintrer de sveller, Hans Peter Andersen og en banearbejder har placeret på sporet ind til remisen. Resten ramler ind i remisen med et brag. Efter otte kilometers ukontrolleret kørsel ned ad bakke fra Nykær Mejeri til Rønne Havn står de 18 godsvogne endelig stille. Efter 30 sekunders stilhed lyder endnu et brag. Det er hele remisen, der falder sammen. Taget lander oveni de sønderknuste godsvogne, stykgods, madvarer og kul ligger spredt på jorden mellem splintret træ og nedfaldne tagflader. En blanding af chok og lettelse breder sig på banearealet. Det er slut.

Forfremmelse og et guldur

Sten Møller kan stadig blive berørt ved tanken om, hvor galt det kunne have gået, den julidag i 1936. Ligesom han kan blive berørt ved tanken om de to unge mænd på henholdsvis 21 og 36 år, der forhindrer ulykken i at ske.

– Der er i mine øjne to helte i den her historie. Den ene er Knud Jensen. Den anden, der redder menneskeliv, er HP Andersen nede på Rønne H, siger Sten Møller.

Han ser havnens menneskemylder for sit indre blik og forestiller sig, hvad den erfarne trafikassistent har observeret.

– Det er en herlig sommerdag, der er turister overalt. Hvis de løbske vogne kommer forbi her, kører de ud på Kongen, hvor der er masser af mennesker, der skal med båden og masser af trafik. De skal ikke derud.

De 18 godsvogne forrettede kun materiel skade, og der blev, som man kan læse i Sten Møller og Nils Pedersens bog, lagt mærke til de to mænd, der reagerede resolut overfor det uventede. Knud Jensen fra Rønne N blev kort tid efter forfremmet til stationsforstander i Sandvig, og Hans Peter Andersen fik et flot guldur i belønning for sin indsats.

Carl Petersen, der var togfører på det ulyksalige godstog, der kørte afsted, først mod nord, og derefter mod syd, endte med at få en kort irettesættelse.

Knud Jensen var kun 21 år gammel, da han i juli 1936 forhindrede et fatalt sammenstød i at ske på strækningen mellem Nyker og Rønne N. Foto: DBJ Museum

HP Andersen, trafikassistent på Rønne H, fik et flot guldur som tak for sin indsats på ulykkesdagen sommeren 1936. Foto: DBJ Museum