Den bekostelige kedsomhed

KLUMME

Tænk sig, det er 13 måneder siden, coronavirussen lagde sig som en dyne over landet, og statsminister Mette Frederiksen indledte et historisk pressemøde med ordene "Det, jeg vil sige i aften, det kommer til at få store konsekvenser for alle danskere. Der vil komme svære situationer nu for rigtig mange borgere, og der bliver brug for, at vi hjælper hinanden". Mindre end en uge senere fulgte hun det op med beskeden om, at alle så vidt muligt skulle aflyse sociale aftaler. "Hellere være lidt forsigtig end lidt for letsindig. Bliv hjemme, så meget du kan. Gå gerne en tur i det gode vejr, men hold afstand. Og kan du handle online, så gør det i stedet for at stå i kø i butikken". Den første nedlukning var en realitet. Vi skulle lære at arbejde hjemmefra, stå for hjemmeskole og vænne os til at leve med restriktioner.

I en husstand med kun en person var det stort set det samme som statsautoriseret alenetid, og selvom det bestemt kan være rart at være alene med sig selv, er der forskel på, om det er et frit valg eller et diktat. Ikke mindst når det er usikkert, hvor længe det diktat gælder. Derfor søgte jeg mod noget rart og velkendt, nemlig brødrene James og Adam Prices programmer på DR's hjemmeside. Gensynet med især de første sæsoner af "Spise med Price" var som at finde en gammel sweater, man har haft på så mange gange, at den både er blød og passer helt perfekt. Det var dengang, Anders Johansen var brødrenes nærmeste samarbejdspartner på tv-programmerne, og inden humoren blev for indstuderet.

I fjerde sæson besøger James og Adam Falsled Kro, hvor et hold stjernekokke har sat hinanden og brødrene stævne til kroens efterhånden berømte og berømmede kokketræf. Blandt deltagerne var norske Eyvind Hellstrøm, som åbenbart opnåede to michelinstjerner i sine 27 år som køkkenchef på Bagatelle i Oslo. Det vidste jeg ikke, da jeg så programmet, men det fortalte internettet mig bagefter. Der stod også, at han har skrevet flere kogebøger, og blot en uge inde i nedlukningen havde kedsomheden allerede meldt sig, og tanken om at kigge en stjernekok i kortene var så tiltalende, at jeg smuttede ind på antikvarboghandlernes fælles hjemmeside og bestilte tre af hans bøger.

Jeg kunne ikke finde nogen af dem oversat til dansk eller til salg i Danmark, så jeg bestilte dem i Norge, og selv med kursforskellen mellem kronerne i de to lande ville en ikke coronatræt hjerne nok have genovervejet det, inden den instruerede højre pegefinger til at trykke på musen og godkende ordren. Den ville nok også have husket, at Norge ikke er medlem af EU, og at der derfor kommer moms på varerne, når de ankommer til Danmark, samt at postvæsnet tager et ikke uvæsentligt beløb for at inddrive pengene. I stedet registrerede den en lille lykkefølelse og lidt mentalt solskin i coronamørket. En følelse, der gentager sig, hver gang jeg kigger i de flotte bøger, og så er det knap så vigtigt, om jeg kommer til at lave nogen af de over middel komplicerede retter.

Da gensynet med brødrene Price var slut, tog de utallige madkanaler på Youtube over. I første omgang James Prices egen kanal, men efterhånden dukkede anbefalinger af andre kokke op, deriblandt Leif Mannerström, som har været kokkenes kok i Sverige tre gange og har været chefkok på michelinrestauanten Sjömagasinet i Göteborg. Det er dog ikke den finere, nordiske kogekunst, han laver på Youtube, men derimod svenske husmandsretter som Janssons fristelser, kålbudding og flæskepandekage. Ligesom sin norske kollega har Leif Mannerström udgivet et tocifret antal kogebøger, fremgik det af hans hjemmeside, og "Mannerströms Husmanskonster" faldt lige i min smag. At købe svenske bøger på danske hjemmesider er lige så svært, som det var for Krumme at være 11 år, men på en fællesnordisk side fandt jeg den. Samtidig var der udsalg på en masse andre bøger, og inden jeg fik set mig om, lå der fire kogebøger i indkøbskurven. En af dem var om koshermad, og den faldt mine øjne på, fordi en af mine venner ad flere omgange har fortalt, at han er af jødisk oprindelse fra sin mor og mormor, og på det tidspunkt virkede det som en fin undskyldning for at lære en ny madkultur lidt bedre at kende, og så er det en god grund til at invitere på middag, nu vi kan det igen. Igen glemte jeg pandemien for en stund og glædede mig i stedet til, at bøgerne skulle ankomme. Ved første gennembladring faldt medspiserens øjne på opskriften på fyldt isterband, der er en anbefalelsesværdig svensk medisterpølse, man kan købe med hjem, når det igen bliver tilladt at stoppe og handle i Ystad uden at gå i karantæne bagefter.

Efterhånden som nedlukningen slap sit tag i samfundet, gjorde trangen til at følge diverse kokkes gøren og laden på internettet det samme, og samtidig blev lysten til at købe nye kogebøger mindre. I stedet blev det muligt at opleve nogle af de lokale kokkes frembringelser igen, og glæden ved at spise ude var ikke blevet mindre efter nogle måneder uden den mulighed. Blandt højdepunkterne var en terrine med kanin, andelever og skinke fra Hallegaard. Den var stadig frisk i erindringen, da det i december blev tid til den anden nedlukning, og coronakedsomheden indfandt sig igen. En rundtur til diverse internetboghandlere ledte mig til den parisiske kok og madentreprenør Franck Pontais' bog om terriner og verriner, der er præsentationen af mad i lag i glas, hvilket både giver en anden æstetisk og gastronomisk oplevelse end tallerkenservering. Et andet restaurantbesøg resulterede i, at jeg langt om længe fik købt en kogebog, som har stået bag øret, siden jeg for snart tre år siden gav medspiseren den i fødselsdagsgave, nemlig tidligere museumsleder Ann Vibeke Knudsens kulturhistoriske kogebog "Bornholmernes mad", som Kadeaus køkkenchef Nicolai Nørregaard beskriver som sin bibel. Den er for eksempel blevet brugt til at lave palthæsta og honningsyp, og den indeholder også en opskrift på bulser, som min farmor lavede en gang imellem, da jeg var barn.

Den seneste og måske sidste tilføjelse til samlingen i coronatiden er teknisk set nok ikke en kogebog, men det er tanken, at den skal spille en central rolle, når det igen bliver muligt at være flere end 10 mennesker sammen. Indtil da er den bare fascinerende læsning, i hvert fald hvis man gerne vil vide lidt mere om det, der er i glassene på en festlig aften. Ole Knudsens "Cocktails og drinks" er ikke kun en bog med flere end 300 opskrifter på alt fra dry martini til piña colada og alt derimellem, det er også en guldgrube af oplysninger om spiritus og cocktailenes historie med alt, hvad dertil hører af myter og løgnehistorier. Med bornholmske øjne hører cocktailen helleristning nok til blandt bogens mest bemærkelsesværdige, selvom ingen af ingredienserne som sådan har noget med Bornholm at gøre.

Man høre ofte, at det er sundt at kede sig. Det skal jeg ikke gøre mig klog på, men det kan i hvert fald være dyrt, har jeg fundet ud af i coronaens tid. Hvad jeg ikke vidste, var, at der er et udtryk for det, jeg har lavet. På engelsk kalder man det retail therapy, hvilket man kan oversætte til indkøbsterapi, altså det at handle med det primære formål at forbedre humøret. Det er noget, folk især gør i perioder med depression eller stress, og som regel er det en kortvarig vane, så det krydser jeg fingre for. Indkøbsterapi er en ironisk betegnelse, da det at købe ting, der gør en glad, selvfølgelig ikke er en erstatning for rigtig terapi. Faktisk bliver det af nogle sammenlignet med opioider, da indkøbene kan have en terapeutisk funktion, men også risikerer at udvikle sig til et ødelæggende misbrug. En undersøgelse fra EU viser, at en tredjedel udviser en høj grad af afhængighed, når de handler, og forskere i Melbourne har ligefrem argumenteret for, at det skal klassificeres som en psykologisk lidelse kaldet oniomani. Heldigvis viser erfaringen fra sidste år, at kedsomheden fortager sig i takt med, at samfundet genåbner, og det samme gør lysten til at købe kogebøger som trøst.

I alt er det blevet til 13 kogebøger på de 13 måneder, coronakrisen har varet indtil nu. Dertil kommer et par, som jeg har fået i gave, og uanset hvad undersøgelser indikerer, og forskere mener, så har jeg svært ved at forstille mig, at kogebøger på nogen måde kan sammenlignes med opioider … men måske er det oniomanien, der taler.

Og hvis nogen skulle have lyst til at prøve cocktailen helleristning:

4 cl bitter, for eksempel Gammel Dansk

10 cl tonicvand

1 cl citronsaft

Kom mange isterninger i et longdrinkglas. Kom først citronsaft og bitter i. Hæld dernæst tonicvand i. Pynt eventuelt med en citronskive på glassets kant.

De 13 kogebøger

Peter Nøhr Christensen og Asmus Gamdrup Petersen Jensen: Kål

Charlie Frederichsen & Torben Klitbo: Cofoco Hverdagsmad

Eyvind Hellstrøm: Bagateller

Eyvind Hellstrøm: Bagateller for livsnytere

Eyvind Hellstrøm: Enkle og perfekte menyer

Ann Vibeke Knudsen: Bornholmernes mad

Ole Knudsen: Cocktails og drinks

David Loftus: Jorden rundt med 80 retter

Leif Mannerström: Husmanskonster

Franck Pontais: Terrines & Verrines

Meera Sodha: Made in India

Marlena Spieler: Kosher Cooking

Ingrid Wikholm: Mad for 1

HENRIK NIELSEN

er journalist på Bornholms Tidende. Han sætter pris på en god kogebog, både på grund af opskrifterne og inspirationen. I coronatiden er samlingen i bogreolen vokset betragteligt med bøger på dansk, norsk, svensk og engelsk.