Debat: Trætophytter løser ikke naturkrisen

Hvis man skal bygge trætophytter, hvor man kommer tæt på dyrelivet, vil jeg foreslå, at man i stedet satser på at gøre det på nogle af de attraktive og flot beliggende grunde med forladte og faldefærdige huse og gårde.

Initiativtagerne bag trætophytterne i Rutsker Højlyng mener i Tidende 2.12, at dem, der er skeptiske overfor projektet, overser den vigtigste vej til mere naturbevarelse, nemlig at vi mennesker får genoprettet forbindelsen til naturen, som vi har mistet gennem de senere århundreder. Projektet vil derfor være et gode for naturen, forklarer de, fordi det vil bidrage til at få folk væk fra skærmen og ud i skoven.

Det hele er meget sympatisk og romantisk, og jeg ser godt, at der er tale om mennesker, som er glade for naturen og ønsker at dele naturglæden med andre og samtidigt tjene penge på det. Jeg er enig i, at gode naturoplevelser kan bidrage til, at folk får lyst til at beskytte naturen mod ødelæggelser. Men det er der også mange andre ting, der kan, for eksempel at man lytter til forskere og læser nogle FN- og EU-rapporter.

De senere år er der kommet en stor mængde forskningsarbejder, der viser, at den absolut største trussel mod naturen og biodiversiteten er, at vi mennesker dækker vores egne behov på bekostning af alle de andre arter, vi deler Jorden med. Især efter den anden verdenskrig, hvor der har været en enorm vækst i befolkningstal, forbrug og levestandard, er omtrent alle de naturområder, det har været muligt at udnytte, blevet taget i anvendelse til bebyggelse, intensivt landbrug og plantager. Og til trods for, at Danmark gennem FN- og EU-aftaler har forpligtet sig til bedre naturbeskyttelse og til at afsætte større områder til natur, fortsætter politikerne med at give byggetilladelser og tillade indgreb, der degraderer naturen.

Hvis vi skal klare at redde de mange arter, der i dag er truet med udryddelse, må vi slet og ret lade den natur, vi har tilbage ligge urørt hen og til bebyggelse og produktion i stedet bruge arealer, der allerede er bebygget eller på anden måde forringet. En måde at gøre det på er, at kommunen vedtager et princip om såkaldt arealneutralitet, som jeg tidligere har foreslået i Tidende. Et sådant princip kan udover at beskytte naturen spare nogle kommunale ressourcer, og iværksættere kan slippe for at investere en masser af tid, penge og kræfter på at prøve at få grønt lys for projekter, der forringer naturen.

Princippet vil også kunne gøre den kommunale sagsbehandling mere forudsigelig og retfærdig. Hvis politikerne siger ja til trætophytter i Rutsker Højlyng, vil det kunne danne præcedens for lignende overnatningsprojekterer i for eksempel Paradisbakkerne eller andre steder på øen, og der bør være gode grunde til ikke at forskelsbehandle ansøgere.

Man må altså gerne bygge flere huse på øen og skabe jobs til nye bornholmere, men vi bør gøre det på måder, der i mindst mulig grad skader naturen og dermed vores eget livsgrundlag.

Folkene bag trætophytterne ønsker, at deres gæster skal kunne komme tæt på naturen og blandt andet opleve egern, der hopper fra gren til gren udenfor vinduet og spættens hakken. Egern er desværre stort set forsvundet fra Bornholm, og spætten kræver gamle træer med masser af insekter og andet småkravl, den kan æde.

Men man behøver faktisk ikke at bygge i naturen for at have de oplevelser, der her er tale om. I min egen have tæt på Balka Strand bor både pindsvin og spætter, her er masser af grønne frøer samt den lille, knaldgrønne løvfrø, som nogle gange svarer os, når vi prøver at starte en konversation på frøsprog. Jeg har set skovhornugle her, der er stor- og lille vandsalamander i havedammen, og det vrimler med sommerfugle, guldsmede og andre farverige insekter. Og fordi her er mange insekter og ikke mindst insektlarver, findes her også store mængder spændende fugle, deriblandt nattergal, der kommer til Danmark i starten af maj, beriger os med sin fantastiske sang omtrent frem til Sankthans, og som senere på sommeren flyver rundt i haven for at lede efter larver til ungerne og prøver at jage os væk, hvis vi nærmer os reden.

Andre kan opleve det samme hjemme hos sig selv, hvis de blot lader være med at fjerne gamle træer og dødt ved, anlægger nogle kvas- og stenbunker, dropper sprøjtegifte, graver en havedam og sørger for rigelige mængder af de planter, som dyrene er afhængige af, fordi de har udviklet sig i samspil med dem gennem millioner af år.

Hvis man skal bygge trætophytter, hvor man kommer tæt på dyrelivet, vil jeg derfor foreslå, at man i stedet satser på at gøre det på nogle af de attraktive og flot beliggende grunde med forladte og faldefærdige huse og gårde. Der er ofte mange træer, krat og dyreliv, og ved nedrivning af bygningsmasse inden etablering af hytter, vil man samtidig løse et problem med skæmmende ruiner i landskabet.

Der påstås i læserbrevet, at trætophytteskeptikerne argumenterer for, at skoven skal være lukket for mennesker. Det tror jeg ikke, de fleste mener. En af kvaliteterne ved at bo på Bornholm er jo netop den smukke natur og mulighederne for spændende vandreture, og for at beholde de muligheder og give både fastboende og turister unikke oplevelser, bør naturen være så intakt og urørt som mulig.

Også stat og kommune tager i deres naturforvaltning stærkt hensyn til friluftsinteresser, og de eneste naturområder her på Bornholm, der i perioder eller permanent er lukket for publikum, er nogle få reservater, og det må vi tåle, når vi har så mange andre områder at boltre os på.