Min mors fætter Harald Nielsen var også kun en ung mand på 19 år, da han blev skibskok i november 1942 og stævnede ud med Hasle-skibet ”Pollux”. De var på vej til Bandholm med en last sten. I dag står Haralds navn på monumentet over faldne søfolk og fiskere, som står på Munch Petersens Vej i Rønne.
Vraget af Pollux blev først fundet af vragdykkere i 2009, og her bliver det beskrevet på vrag.dk, at skibet står kølret på 47 meters dybde og begge ender af vraget er intakte, men hvor styrehuset og maskinrummet er, ser det ud til, at der har været en eksplosion indefra. Skibssider og dæk er flået op, jernpladerne er bøjet og ligger spredt omkring sammen med interiør, hvoraf det meste er knust. Det passer med antagelsen om, at skibet var stødt på en mine.
Karen Christine Thorsen fra Arnager måtte også sande, at sømandslivet på havet var ubønhørligt. Hun gik i sommeren 1868 højgravid rundt i Arnager og ventede på den mand, som var far til den baby, som var på vej. Hans Peter Thorsen blev født den 5. oktober 1868 uden nogensinde at kende sin far. Beskeden var, at han gik ned med et fragtskib, som var på vej til Australien.
Bornholms Museum har tidligere haft en udstilling om forlis, og museet skriver på sin hjemmeside, at det var almindelig kendt, at fiskerne på Bornholm bevidst ikke lærte at svømme. Det var lettere at lide druknedøden, hvis ikke man kunne kæmpe imod. Det er en barsk realitet, som fiskerne måtte leve med, og det giver forståelse for den dybe respekt, fiskerne nærede for havet.