De ser smukke ud, men pas på: De er giftige

Den røde fluesvamp kendes af alle, den røde hat med sine hvide pletter er nem at kende i skoven. Samtidig bruges den i plastikudgaver til juledekorationer og pynt på julekort. Den røde fluesvamp er både smuk og giftig, dog ikke dødelig giftig som den hvide og grønne fluesvamp, men bare navnet fluesvamp kan skabe skræk og rædsel.

Navnet fluesvamp skyldes, at man i ældre tider brugte svampen som insektgift. Efter indsamling blev den røde fluesvamp lagt i en dyb tallerken og most med mælk og sukker. Derefter blev den sat ud i kostalden. Her blev fluerne lokket af den søde blanding. Efter kontakt med giften døde de bagefter ligesom fluer.

Den røde fluesvamp har det latinske navn muacaria, da den indeholder giftstoffet muscarin, der kan skade nervesystemet. Samtidig kan andre stoffer ved spisning give kraftige hallucinationer.

Engang mente man, at vikingerne spiste røde fluesvampe for at komme i rus inden krig. Fortællingerne om deres bersærkergang er sikkert overleveret fra sagaerne, måske er de underholdende, men slet ikke sande. Rusen fra rød fluesvamp kan skabe kvalme, opkastninger, hovedpine, paranoia og hallucinationer.

Den synske fluesvamp

Selv om rusen fra røde fluesvampe ikke er positiv, har ældre folkeslag i Sibirien anvendt svampens rus. Efter indsamling af den kostbare svamp blev den tørret og anvendt ved festlige lejligheder. Først spiste shamanen, stammens øverste, svampen for at komme i ekstase, bagefter faldt han i dyb søvn. Her troede man, han ville blive ført tilbage til sine forfædre, bagefter kunne han berette om sine syner. Man vidste ligeledes, at svampens virksomme gifte blev bevaret i urinen, så man drak af shamanens urin for at få den samme rus.

Den meget giftige grønne fluesvamp kan snyde med sin lysegule farve. Den vamle lugt afslører den. Foto: Søren P. Sillehoved

De giftige hvide og grønne fluesvampe

De giftige hvide og grønne fluesvampe har en hvid stok, der er tykkere ved roden. Øverst på stokken findes en ring, der er rester af svøbet. Den hvide fluesvamp kaldes også snehvid fluesvamp, dens kugleformede hat er helt hvid. Lamellerne er hvide, svampen lugter sødt/vammelt.

Den grønne fluesvamp er endnu giftigere. Svampen er den, som har dræbt flest mennesker, måske fordi den er mere almindelig. Samtidig har mange svampesamlere fra Asien forvekslet den danske grønne fluesvamp med hjemlandets spiselige posesvampe. Desværre er svampen ikke grøn, den unge svamp har en hat med hvælvet overside, der senere bliver udbredt ligesom andre svampe. Den lugter vammelt ligesom den hvide.

Panterfluesvamp

Denne art er ikke almindelig. Svampen vokser i i bøge- og egeskove, mere sjældent nåleskove. Panterfluesvampen er meget giftig, men kendes på sin brune hat med hvide pletter, der kan være skyllet væk efter regnvejr. Lamellerne er hvide, svampen er lugtløs.

Det kan vare flere timer, inden giften viser sig. Har man en fornemmelse, skal man ikke vente, men ringe til giftlinjen 82121212 for at få et godt råd eller direkte til 112.

Kugleknoldet fluesvamp ligner den giftige hvide, men lugter mildt af en nyskrællet kartoffel. Foto: Søren P. Sillehoved

Giftige navne, men spisesvampe

Kugleknoldet fluesvamp ligner den giftige hvide fluesvamp, men kan kendes fra den på sin hvide hat med brune pletter. Desværre vokser den samme steder, som den hvide fluesvamp, men lugter anderledes. Kugleknoldet fluesvamp lugter mildt af en nyskrællet kartoffel. Selv om den ikke er giftig anbefales den ikke på grund af forvekslingen med den meget giftige hvide fluesvamp.

Rødmende fluesvamp

Den rødmende fluesvamp vokser almindeligt i alle skove. Den regnes for en særdeles god spisesvamp. Desværre ligner svampen den giftige brune panterfluesvamp, men kendetegnet er hattens rødbrune farve med skæl med samme kulør. Kødet er hvidt, men rødmer med samme farve som svampens hat. En anden spiselig fluesvamp er den brune kamfluesvamp, dog ikke i rå tilstand. Svampen vokser under birketræer på næringsfattig jord. Hatten er brunlig, glat med tydelige ribber i randen. Stokken er høj, slank og ret lys.

Nogle skørhatte kan spises, andre er giftige. Lad dem være. Svampen smuldrer let ved berøring. Foto: Søren P. Sillehoved

Andre giftige svampe

Der findes cirka 100 gode spisesvampe, men dobbelt så mange giftige. Giftsvampe findes i alle svampeslægter. Nogle skørhatte er spiselige, de fleste er giftige. En skørhat smuldrer let ved en berøring. Nogle arter af slørhatte indeholder stoffer, der giver nyreskader med langvarige dialyser og nyretransplantation. Randbæltet hjelmhat har stoffer, der skader tarmslimhinden og leveren. Stenmorkel, spids nøgenhat, trævlhatte og nogle tragthatte indeholder nervegifte, der kan give dramatiske symptomer. Alle giftsvampe har stoffer der giver mavebesvær.

Almindelig netbladhat er en af skovens mest almindelige svampe. Særligt i birkeskove, men kan også findes i nåleskove samt parker og haver. Hatten er brun med nedtrykt midte og nedrullet rand. Lamellerne er lyse, senere brune. Svampen kan ved spisning medføre en voldsom allergi, nogle kan få et allergisk chok.

Almindelig blækhat kan spises som ung, og inden den danner sort blæk. Da den indeholder stoffet antabus, må den aldrig spises, mens man nyder alkohol. Det vil give en meget ubehagelig forgiftning.

Man må kun spise svampe, man kender. En god svampebog til bestemmelse er vigtig på svampeturen i skoven.