Coronarestriktioner fortsætter – vi skal bruge mundbind til og med februar

Coronarestriktioner fortsætter – vi skal bruge mundbind til og med februar
Foto: Jacob Jepsen
| 7. DEC 2020 • 12:41
Af:
ritzau

7. DEC 2020 • 12:41
SUNDHED

Der venter nogle hårde måneder forude.

Det er budskabet fra statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag om coronarestriktioner.

For at få styr på smitten forlænges forsamlingsforbuddet på ti personer og andre af de nuværende landsdækkende coronarestriktioner til og med 28. februar, siger statsministeren.

Det gælder derfor også brugen af mundbind.

– Vi kan snart lægge 2020 bag os. Vaccinen er på vej, og forhåbentlig bliver det i 2021, at vi kan lægge restriktionerne bag os. Men vi står over for nogle hårde måneder i januar og februar, siger Mette Frederiksen.

Hun opfordrer befolkningen til at gøre alt, hvad den kan for at bidrage til at stoppe coronasmitten i Danmark.

– Ved at blive hjemme frem for at gå ud, så er du med til at bryde smittekæderne. Du er med til at sikre, at folk kan holde jul.

– Vi klarede foråret, sommeren og efteråret, og jeg er sikker på, at vi også kommer til at klare vinteren, siger Mette Frederiksen.

I den seneste døgn er der registreret yderligere 2046 coronatilfælde i Danmark. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) pressemødet.