Det er nok de færreste på Bornholm, der har hørt om Campaya. Men det skal der nu laves om på. Og derfor har virksomheden nu hyret Claudi Espersen, der i en lang årrække spillede fodbold på NB Bornholms førstehold, som deres nye destinationsansvarlige. En slags ambassadør, om man vil.
– Jeg har længe syntes, at det var en spændende branche, som jeg gerne ville være en del af, fortæller den 34-årige fodboldspiller. Han glæder sig til at synliggøre Campaya på øen, hvor virksomheden udlejer mere end 700 sommerhuse.
– Med den tid, vi befinder os i, er Bornholm blevet et super interessant rejsemål for både jyder og københavnere. Der er mange, der aldrig har været her før, og for dem er det ligesom at komme til udlandet.
Han mener ikke, at navnet Campaya får mange klokker til at ringe hos den almene bornholmer. Men gennem sporten og sit arbejde i Paradisbakkeskolens SFO i Nexø, har Claudi Espersen oparbejdet et stort netværk, og det kommer han helt sikkert til at trække på, når udlejningssæsonen for alvor går i gang.