Clara Toksvig er 25 år og fra København. Hun stiftede bekendtskab med keramikken under et ophold på Engelsholm Højskole. Efterfølgende havde hun valget mellem at uddanne sig i Oslo eller på Bornholm, og valgte Nexø på grund af stilheden og muligheden for at være i værkstedet hele tiden.
– Jeg arbejder med digitale algortimer på de sociale medier, og hvordan de påvirker os. Jeg arbejder mest med algoritmernes negative effekt, en effekt, som vi måske ikke er klar over at den har på os. For eksempel er vores facebook-feed meget styret af en selv, siger Clara Toksvig, der i øjeblikket arbejder i døgndrift for at få sit afgangsprojekt færdigt til den 19. juni.
Algoritmens aktive sortering af datastrømmen kan medvirke til at skabe et meget polariseret verdensbillede, siger Clara Toksvig. Måden, hun har transformeret disse tanker til keramik, gør hende til en pionér på sit felt.
Keramikskolen har netop investeret en halv million i en ny lasercutter, og Clara Toksvig er den første elev, der bruger lasercutteren i sit afgangsprojekt.