Chef for Byg om sagen med terrasse: 'Vi tager ikke stilling til udlejning af ejendommen'

Chef for Byg om sagen med terrasse: 'Vi tager ikke stilling til udlejning af ejendommen'
Øverst i billedet den omdiskuterede terrasse. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 10. OKT 2020 • 11:11
| ABONNENT
10. OKT 2020 • 11:11
BYGGESAG

Afdelingen for byggesager, Byg, har modtaget tre høringssvar fra naboer til ejendommen Bryggerstræde 5 med den omdiskuterede terrasse.

Det fortæller Regin Nordentoft, der er chef for Byg. Høringssvaret fra Berit Løvenhardt, der bor i Bryggerstræde 3, mangler stadig, og det kan skyldes, at det er sendt med post i stedet for email.

I de øvrige høringssvar skriver to af naboerne, at de ønsker et højere faldværn, så terrassen er skærmet med et værn på en meter og tyve centimeter i stedet for blot en meter, som der står i den reviderede plan for terrassen. En anden skriver, at man ønsker at reducere terrassens bredde, så den rykkes en meter væk fra det skel, som terrassen i dag går ind over.

– På baggrund af de svar, der er kommet, træffer vi en endelig afgørelse i næste uge. Vi laver en vurdering på, om det er rimeligt at pålægge ejeren de kriterier. Det er der jo ikke andre terrasser i Gudhjem, der er blevet pålagt, men det må vi så lave en vurdering på i den kommende uge, siger Regin Nordentoft.

Berit Løvenhardt har sammen med de andre naboer klaget over terrassen over en længere periode, og det, der særligt frustrerer hende, er, at ejendommen angiveligt bliver lejet ud på udlejningsportalen Airbnb. Det betyder, at hun har skiftende naboer, der står på terrassen og har udsyn til hendes have. Men ifølge Regin Nordentoft spiller den information ikke ind i vurderingen af, om terrassen skal lovliggøres eller ej.

– Vi tager ikke stilling til, om ejeren udlejer ejendommen på Airbnb. Det kan vi ikke rigtig, for den del hører under et andet system. Det er ikke noget, man tager hensyn til i en byggesag, siger han.