– Kommunen mener ikke, at der er tale om, at de her autocampere camperer. Men det mener vi altså, at de gør, hvis de gør andet end at raste. Når man raster, så parkerer man for at hvile sig. Men det er ikke det, de gør. De kommer for at overnatte og få en god udsigt. Der er jo ikke nogen, der er kørt til Bornholm, der for alvor kan sige, at de er blevet for trætte til at køre videre og derfor er nødt til holde ind for at hvile sig, siger Michael Andersen.
Skeptisk over forsøgsordning
Campingpladsejerne har ifølge Michael Andersen arbejdet på at finde løsninger, som alle parter kan leve med, og de vil nu invitere kommunens afdeling for havne til en dialog om, hvad man kan gøre med de mange autocampere fremadrettet.
– Vi vil gerne give vores besyv med igen, for vi synes, det er rigtig ærgerligt, at det har taget den retning, som det har. Vi er kommet med et forslag om, at man laver nogle steder med fri camping på områder, hvor det ikke generer andre turister, siger han.
I 2020 indførte Bornholms Regionskommune en forsøgsordning, hvor autocampere kan holde på afmærkede områder på Nørrekås, Tejn og Hasle Havn.