Det er vigtigt at bevare den her forankring, som vil kunne sikre julemarkedet i de kommende år. En forening på lokale hænder kan være med til at sikre, at udviklingen sker med respekt for stedet og de værdier, som julemarkedet er udsprunget af, og derfor er det ansvar, der nu er taget, helt fantastisk.
Skulle det vise sig sværere end som så, kan man jo sagtens forestille sig, at aktører på tværs af hele øen kunne have lyst til at være med. Det store julemarked på Nexø Havn skaber ikke alene liv i Nexø – det styrker i høj grad hele Bornholm på en ellers lidt sløv tid på året.
Når engagementet og viljen er der i en grad, som Nexø allerede har vist, så er fremskridtet tydeligt, og når flere bliver inviteret med ind i fællesskabet, kan Bornholms Julemarkeds fremtid forhåbentlig være på vej til at blive sikret.