Sange fra mørket – en koncert om befrielsen

Sange fra mørket – en koncert om befrielsen
De fire sangerinder Angelica Asp, Freya Eva Lockenwitz, Nanna Warmer Ipsen og Frederikke Kampmann. Pressefoto
KULTUR | 6. APR • 19:00
KULTUR | 6. APR • 19:00

Saga Vokalensemble opfører befrielsessange i Østerlars Kirke – blandt andet sangen Kaj Munk skrev tre uger før Gestapo henrettede ham.

Østerlars Kirke byder 14. april kl. 19.30 på en dramaturgisk befrielseskoncert med Saga Vokalensemble, om bevægelsen fra mørke til lys, fra krig til fred.

Det oplyser organist i Østerlars og Gudhjem kirker, Rebecca Forsberg Svendsen.

Undervejs opføres ikoniske danske sange fra krigstiden og befrielsen, såsom Kringsatt av fiender, Man binder os på mund og hånd, Altid frejdig når du går, En lærke letted', og Den blå anemone, som Kaj Munk skrev i protest mod besættelsen, blot tre uger inden han blev henrettet af Gestapo.

En central del af koncerten er desuden værket "Belejringssange", komponeret af Matias Vestergaard til tekster af Kaj Munk, sammen med lydklip og vidneberetninger fra besættelsestiden og befrielsen - blandt andet gennem oplæsning af afskedsbreve fra unge frihedskæmpere og øjenvidneberetninger fra besættelsen af Bornholm.

Bornholms helt særlige befrielseshistorie markeres desuden gennem opførelsen af den bornholmske befrielsessang "Midt i en Verden", komponeret af Jakob Lorentzen på foranledning af Saga.

Saga vokalensemble består af fire dynamiske, professionelle sangerinder: Angelica Asp, Freya Eva Lockenwitz, Nanna Warmer Ipsen og Frederikke Kampmann. Der er fri entré til koncerten, fortæller Rebecca Forsberg Svendsen.

FÅ ABONNEMENT