Campingplads får nej til midlertidig udvidelse

Campingplads får nej til midlertidig udvidelse
Galløkken Strand Camping har søgt om tilladelse til midlertidigt at udvide pladsen i tre uger sommer. Som lodsejer var regionskommunen indstillet på at stille arealet på Galløkken til rådighed, men Kystdirektoratet har sagt nej, da området ligger inden for strandbeskyttelseslinje. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 1. JUL 2020 • 06:26
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
1. JUL 2020 • 06:26
ERHVERV

Det er blevet sagt igen og igen, at Bornholm hitter i sommer, fordi mange danskere vælger at holde ferie inden for landets grænser på grund af coronaepidemien. Det er et billede, Gerda Serritzlew på Galløkken Strand Camping i Rønne genkender. Interessen for at komme her til øen er så stor, at hun har søgt myndighederne om tilladelse til at udvide pladsen i tre uger i juli.

– Det synes Kystdirektoratet oppe i Lemvig ikke, at vi skulle have, fortæller hun til Bornholms Tidende.

– Jeg synes, det er lidt træls for alle de unge mennesker, som ikke kan komme til det, de plejer, og som så gerne vil til Bornholm. Der er jo ingen festivaler, så de bliver nødt til at nøjes med et telt på en campingplads. Jeg var næsten klar over, at mange af de unge mennesker ville til Bornholm, men så har vi bare ikke plads til dem.

Også mange campingvogne

Af afgørelser fra Kystdirektoratet og Fredningsnævnet for Bornholm fremgår det, at der var søgt om dispensation og tilladelse til en midlertidig udvidelse af campingpladsen i uge 29-31. Baggrunden for ansøgningen er, at mange på grund af coronakrisen har ønsket at flytte deres ferie fra forsæson til højsæson.

– Jeg siger nej til rigtig mange. Jeg tager ikke bookinger ind, for vi har også rigtig, rigtig mange campingvogne på grund af, at de ikke kan komme til Kroatien og Italien. Vi skal kunne være her i coronatider, siger Gerda Serritzlew.

– Det koster Bornholm mange penge det her. Vi har fået så mange henvendelser, og der er fyldt fuldstændigt op i de uger. Det er ærgerligt, selvfølgelig for os og også for Bornholm, for hver campist betaler 91 kroner her, og så lægger de vel 300-400 kroner ude i byen til andre ting, supplerer hendes mand Ivan Christensen.

Ifølge ham mister Galløkken Strand Camping 200.000-300.000 kroner i maj-juni, og noget af det ville pladsen gerne indhente ved at tage imod ekstra gæster i juli.

– Gerda har haft pladsen i 19 år, så det overlever hun nok, men jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke har så meget fleksibilitet, siger han om Kystdirektoratet.

Bange for præcedens

Hos Galløkken Strand Camping havde man håbet, at myndighederne ville udvise fleksibilitet på grund af corona, men sådan oplever Gerda Serritzlew og Ivan Christensen det ikke.

Af dokumenterne fremgår det, at campingpladsen har søgt om tilladelse til at benytte cirka 3.000 kvadratmeter af et fredet område nord for campingpladsen, men mindre kunne også gøre det, siger Gerda Serritzlew.

– Hvis vi kunne få det inden for fodboldmålene, hvis vi bare kunne få plads til 20 telte, så ville det være kanon, men de var hverken til at hugge eller stikke i i Kystdirektoratet, siger hun og gentager, at direktoratet holder til i Lemvig.

Kystdirektoratet giver afslag med henvisning til, at det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen. Samtidig vurderer direktoratet, at en tilladelse vil kunne skal præcedens.

– Det er en exceptionel situation, vi står i på grund af corona, siger Gerda Serritzlew.

– Det er kun det øverste stykke, og det er kun telte. Der bliver ikke ændret noget på landskabet. Der er en fodboldbane, og det er kun nogle få uger, det drejer sig om. Vi søger kun for 2020, vi søger ikke fremadrettet, men der er ikke noget at gøre, tilføjer Ivan Christensen og bemærker, at Kystdirektoratet jo ligger i Lemvig.


Coronakrisen får
ikke direktoratet til
at ændre praksis


 

"Kystdirektoratet giver hermed afslag på ansøgning om dispensation ... til midlertidig udvidelse af campingplads inden for strandbeskyttelseslinjen". Så klart er svaret på en ansøgning fra Galløkken Strand Camping, som har søgt om tilladelse til en midlertidig udvidelse af campingpladsen på Galløkken i Rønne.

Direktoratet giver afslag med henvisning til naturbeskyttelseslovens bestemmelser om strandbeskyttelseslinjen.

"Af naturbeskyttelseslovens paragraf 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Der må ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel", skriver Kystdirektoratet om lovgrundlaget i afgørelsen.

Spurgt på forhånd

I afgørelsen skriver direktoratet, at der var søgt om at bruge et areal på 3.000 kvadratmeter, sekundært om et mindre areal på 2.000 eller 1.500 kvadratmeter. Den ansøgte aktivitet var ifølge afgørelsen campingplads, sekundært opsætning af telte.

Inden ansøgningen blev sendt, havde regionskommunen spurgt Kystdirektoratet, om coronakrisen ændrer praksis for håndhævelse af strandbeskyttelseslinjen, når det drejer sig om midlertidige foranstaltning. Svaret var nej.

"Coronakrisen udgør ikke i sig selv et særligt tilfælde. Sagen betragtes derfor som en ansøgning om udvidelse af campingpladsen", skriver direktoratet og konstaterer, at strandbeskyttelseslinjen administreres meget restriktivt.

I strid med formål

I den konkrete sag vurderer Kystdirektoratet, at der er væsentlige landskabelige og naturmæssige hensyn, som taler imod en dispensation til det ansøgte, som er placeret i et åbent landskab, der overordnet set fremstår som lysåben natur nord og vest for den eksisterende campingplads.

Der er lagt vægt på, at det ansøgte uanset størrelse og mulig begrænsning til teltplads vil indebære en væsentlig påvirkning af den forholdsvis åbne kyststrækning, og at en dispensation vil kunne påvirke naturen i området væsentligt.

Endelig vurderer Kystdirektoratet, at en dispensation vil kunne skabe en utilsigtet præcedensvirkning i andre lignende sager, det vil sige, at andre grundejere vil kunne få en forventning om at kunne opnå dispensation til lignende udvidelser inden for strandbeskyttelseslinjen i strid med lovens formål.