Bornholmslinjen sejler gratis midt på ugen

Bornholmslinjen sejler gratis midt på ugen
Foto: Jacob Jepsen
| 16. JUN 2021 • 09:44
Henrik Nielsen
Journalist

16. JUN 2021 • 09:44

TRAFIK

Gående og cyklende passagerer samt biler med handicapparkeringskort får mulighed for at sejle gratis med Bornholmslinjen. Det er en konsekvens af Folketingets sommerpakke.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Sidste års sommerpakke var så stor en succes, at nogle øer oplevede så mange gæster, at de lokale havde svært ved at få plads på færgen. Derfor vælger Bornholmslinjen og Molslinjens øvrige færgeruter at placere de gratis ture på dage, hvor der normalt ikke er helt så meget trængsel, forklarer kommerciel direktør Jesper Skovgaard hos Molslinjen.

På Bornholmslinjen vil der kunne sejles gratis på tirsdage, onsdage og torsdage i alle uger fra begyndelsen af juli og frem til sommerpakkens udløb den 30. september. De gratis rejser skal igen i år købes online på forhånd. Gående, cyklende og folk med handicapparkeringskort skal købe helt som de plejer, og så bliver billetten refunderet, når den er brugt.

Har man allerede reserveret en billet som gående, cyklende eller med handicapparkeringskort i sommerpakkens periode, får man sin rejse refunderet helt automatisk.