Bornholmske foreninger ønsker jagttid på voksne dådyr

Bornholmske foreninger ønsker jagttid på voksne dådyr
Vurderingen er, at den bornholmske bestand af dådyr er i hvert fald fordoblet i løbet af de seneste cirka fem år. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 20. JUN 2020 • 09:53
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
20. JUN 2020 • 09:53
NATUR

De bornholmske jægere har i en del år haft mulighed for at skyde dådyrkalve i de første 14 dage af januar. Men nu er der kommet så mange dådyr på Bornholm, at der også bør indføres jagttid på de voksne dådyr, mener flere af øens interesseorganisationer.

Vurderingen er, at den bornholmske bestand af dådyr er i hvert fald fordoblet i løbet af de seneste cirka fem år. Den bornholmske hjortegruppe har derfor for andet år i træk anbefalet, at der også bør indføres en begrænset jagttid på de voksne dådyr.

Hjortevildtgruppen på Bornholm består af repræsentanter fra Bornholms Landbrug & Fødevarer, Dyrenes Beskyttelse på Bornholm, Dansk Skovforening på Bornholm, Naturhistorisk Forening på Bornholm, Danmarks Naturfredningsforening på Bornholm, Naturstyrelsen Bornholm og Danmarks Jægerforbund Kreds 8 Bornholm.

Et bredt ønske

Jens S. Koefoed er selv jæger og Bornholms Landbrug og Fødevarers repræsentant i gruppen. Han lægger vægt på, at det er et bredt ønske fra Bornholm, ikke kun fra jægere og landbrug, men også fra naturforeninger. Det undrer ham derfor, at det igen ser ud til, at bornholmerne ikke får indfriet ønsket.

Der er i hvert fald ingen ændringer i det udsendte udkast til jagttidsbekendtgørelsen for jagtsæsonen 2020/21. Det har fået den bornholmske hjortegruppe til at indsende et høringssvar. Heri skriver gruppen blandt andet, at den hastigt voksende bestand forårsager mark- og trafikskader.

– Det er ikke som at ramme et rådyr. De er så store, at man kan risikere, at de kan ryge op over bilens køler og ind igennem forruden, siger Jens S. Koefoed.

Hjortegruppen ønsker med øget jagttid at bringe bestandstilvæksten under kontrol og undgå, at mange dyr unødvendigt dør af alderdom.

Et hårdt tryk

– Man kan med det blotte øje se, hvor mange dådyr, der er. Vi får mange meldinger både fra private, fra landbruget og skovbruget om, hvor mange man ser. Man ser dem over hele øen i foråret og sommeren, men om vinteren trækker de ind mod Paradisbakkerne og Almindingen og de større plantager, siger Jens S. Koefoed.

– Der bliver et "hårdt tryk" på arealerne, og på Bornholm er der heller ingen ræve til at tage de svage dyr, fortsætter han.

– Det hjælper ikke noget kun at skyde kalvene. Man skal også have lov til at skyde dåer og hjorte. Når man går på jagt efter hjort, er det altid med riffel, så man kan altid spotte de rigtige dyr ud i kikkerten, før man trykker på aftrækkeren. Vi lægger op til almindelig jægerdisciplin om, at når man har skudt en stor hjort, hvor man går på jagt, så skyder man heller ikke flere. Der skal være både noget til øjet og til fryseren, siger Jens S. Koefoed.

 
 

Det bornholmske forslag

På Bornholm har der siden 2012 været jagttid på dådyrkalve i perioden 1.-15. januar.

Det bornholmske forslag går ud, at dette skal ændres til:

Hjort større end spidshjort: 1.-7. december

Spidshjort: Ingen jagttid

Då 1.–15. januar

Kalv: 1.–15. januar

 

 
 

500

Bornholms dåvildt stammer fra udslip fra hjortefarme i 00’erne. I 2015-16 var der cirka 150 dyr, som på det tidspunkt blev supperet med cirka 80 dyr fra et nedlagt hegningsforsøg i Bodilsker Plantage. I den bornholmske hjortegruppe er vurderingen nu, at der er 500-600 stykker dåvildt på Bornholm.

 


FÅ ABONNEMENT