En af forfatterne til undersøgelsen er den herboende professor i parasitologi, Kurt Buchmann. I rapporten gennemgås blandt andet analyser af bisonbestandens afføring cirka syv måneder efter indførslen fra Polen i 2012. Bestanden bestod dengang af en tyr og seks køer.
Undersøgelserne viste, at dyrene var inficeret med ormeparasitter "i betydelig grad". Der blev blandt andet fundet æg fra leverikter, vomikter, piskeorm, trådorm, lungeorm og løbetarmorm i bisonoksernes afføring. Det var dengang forskernes opfattelse at parasitterne i overvejende grad var taget med fra Polen, og undersøgelsen forårsagede ikke vedvarende bekymring på Bornholm.
Bestand vokset fra syv til ti
I de første fire år efter indførslen voksede bisonbestanden i hegnet med ti kalve. I 2015 døde to voksne køer og en kalv, og en lokal dyrlæge vurderede, at den ene ko var stærkt belastet af parasitter. Det var for sent at udtage prøver til analyse, da de to øvrige dyr blev fundet.
Siden da er det gået op og ned med trivslen i bisonskoven. Bestanden er reguleret løbende, blandt andet blev en tyr udtaget i 2018 og sendt til Knuthenborg for at undgå indavl, og en ny blev sat ind.