Bornholms ældste er fra Nylars: 'Indtil sidste år passede jeg haven selv'

– Mor, hvis der skal tages billede af dig, vil du så ikke lige have en kam gennem håret, spørger Erna Kofoeds datter Britta Kofoed og henter en kam, som hun stryger gennem sin mors hvide manke.

– Sådan, siger datteren og et par klik fra fotografen lyder.

– Nogle siger jo, at jeg er den ældste her i byen, siger Erna Kofoed, der har sat sig i den ene ende af sofaen i det hus i Nylars, hvor hun har boet i knap 20 år og kan bryste sig af at klare det meste selv.

Erna Kofoed fyldte 104 år i tirsdags, og det blev fejret med otte familiemedlemmer i hendes sommerhus i Sose, fortæller hun:

– Vejret var ikke med os, men vi hyggede os nu, siger Erna Kofoed, der oprindelig er fra Fjerritslev i Nordjylland.

Du er faktisk den ældste på hele øen, i hvert fald ifølge Danmarks Statistik.

– Ja man kan meget på den telefon efterhånden, siger hun og bevæger den ene pegefinger i opadgående cirkler, som scrollede hun på en telefon.

Passede haven som 103-årig

Selvom Erna Kofoed har sat sig godt til rette i den bløde sofa, er det med at være i stilstand ikke noget, hun praktiserer meget.

– Jeg prøver på ikke at sætte mig hen. Indtil sidste år passede jeg også haven selv, siger hun og kaster blikket ud gennem ruden til haven.

Den er fyldt med blomster i forskellige farver og ser pæn og velholdt ud.

– Det er heller ikke bare lige med den have. Der er meget arbejde i den, siger hun og ler.

Nu får hun hjælp til at holde haven, ligesom maden bliver leveret af Born-Trans og støttestrømperne bliver taget af og på af hjemmeplejen.

– Jeg kan jo stadig mange ting selv, men jeg er så glad for dem, der kommer her i huset og hjælper, siger hun.

Ligesom hun også er glad for den tilstand hendes krop er i:

– Jeg kan både høre og se, og så fejler min hukommelse heller ikke noget, siger hun.

– Eller humøret, lyder det prompte fra datteren, der bor i Helsingør, men er taget til Nylars for at besøge sin mor. Og det er hun god til at gøre, mener Erna Kofoed.

Mange gæster

Det er ikke nyt, at der er andre under boligens tag i Nylars. Med fire børn, otte børnebørn og 11 oldebørn, er der nok af gæster, der tager turen til Erna Kofoeds hus for et visit fra tid til anden.

– Ja, de var her næsten alle sammen i påsken – bare på skift, siger øens alderspræsident, der har fået to af sine sønner tilbage til øen, efter at de har boet ovre.

– Jeg er i hvert fald ikke en af de ældre, der er ensomme. Der er mange, der kommer på besøg. Min ene søn kommer og besøger mig om onsdagen og den anden kommer om søndagen. Og så er der mange, der ringer til mig og spørger, hvordan jeg har det, siger Erna Kofoed.

Hvad laver du, når du ikke har besøg?

– Engang kunne jeg godt læse, men det går ikke længere. Men så ser jeg tv. Der er jo mange krimier og programmer om boligindretning. Det kan jeg godt lide at se.

– Og så har vi været i Almindingen i går, siger datteren henne fra spisebordet.

– Ja, der er så flot lige nu, lyder det fra Erna Kofoed.

'Hvis jeg lige skal prale'

Selvom det er Born-Trans, der laver og leverer maden til Erna, er hun på hjemmebane i et køkken, og laver gerne mad til sig selv og datteren eller andre, der besøger.

– Maden skal smages til og smage godt, lyder tippet fra Erna Kofoed.

– Jeg er nu god til at lave mad, hvis jeg lige skal prale, men det er nu mest dig, der laver maden, konstaterer Erna og vender hovedet om mod datteren, der svarer.

– Tja, men mors mad smager altid godt. Det har den altid gjort.

Som ung var Erna Kofoed nemlig kokkepige i diverse køkkener landet over. Og det var også kogegryderne, der fik hende til Bornholm og håndværkerskolen i Hasle, hvor hun mødte sin mand, der gik bort i 2001.

Parret købte en byggeforretning i nabobyen til Nylars, Lobbæk, hvor Erna Kofoed stod for at tage telefoner og lave aftaler. Her boede Erna Kofoed indtil to år efter mandens død, hvorefter hun flyttede til Nylars.

Men at omstille øret fra den nordjyske dialekt til den bornholmske, var heller ikke altid let i de første år på øen, fortæller Erna Kofoed.

– Det var især når jeg sad ved telefonen i forretningen i Lobbæk, at det kunne knibe med at forstå den bornholmske dialekt. Men sværest var det at finde rundt i, hvem man skulle kalde De og du, ler hun.

– Gårdmændende var De, men hvad med resten, det var snart lige så galt at sige "De" til en man var dus med, siger hun og der kommer en latter ovre fra Britta Kofoed ved spisebordet.

Der er et par sekunders stilhed, og så lyder det fra sofaen:

– Nu tror jeg også du har lidt at skrive om.

Den tidligere latter fra datteren bryder frem igen, og hun siger:

– Du kan nok høre, at hun kan sige fra, siger Britta Kofoed, og de to kvinders skuldre hopper i takt, mens de ler.