– Det er dets formelle, direkte magt. Men det vigtige, der også ligger i repræsentantskabet, er, at det er temasættende for koncernens overordnede strategi, forklarer Lars Bonderup Bjørn.
– Når man i repræsentantskabet går op i brint, elbiler, rent drikkevand, så får debatterne, som de rejser, meget stor indflydelse på, hvad jeg tager fat i og foreslår omkring strategiske ændringer til min bestyrelse. Det er et organ, som jeg i det hele taget lytter rigtig meget til, fordi de er forbrugernes stemme ind til os.
Lars Bonderup Bjørn drager en parallel til magtfordelingen på Christiansborg og beskriver repræsentantskabet som Folketinget, mens bestyrelsen er regeringen. Apropos den politiske verden kan Ewiis repræsentantskab også udøve indflydelse på anden vis ved at markere sig i den offentlige debat.
– I juni var repræsentantskabet meget politisk markante – som det første repræsentantskab i Danmark, tror jeg. De lavede en fællesudtalelse fra alle 120 mand om, at udfordringerne med elbiler kræver, at politikerne tager stilling til en række ting omkring udviklingen af elnettet, fortæller Lars Bonderup Bjørn.
Ewii er et multiforsyningsselskab med aktiviteter inden for el, vand, varme og fibernet. På Bornholm har Ewii siden 1. oktober ejet og drevet elnettet unden navnet Trefor El-Net Øst.