Handicap Tour De Bornholm opstod i 1990'erne med en ide om, at alle kan cykle, det afhænger blot af cyklen. Kan man ikke selv cykle, så kan man have en hjælper med og stadig få en stor oplevelse. Det er for eksempel tilfældet for Lene Christiansens datter. Konceptet for handicap-touren har altid været, at man selv bestemmer, hvor langt man vil køre. Sådan bliver det også, når bofællesskabet finder cyklerne frem.
– Planen er, at de cykler ad cykelvejen til travbanen i Almindingen, hvor der er et depot. Har deltagerne ikke overskud til at cykle mere, bliver de kørt i bus tilbage til Valmuen, men har de mere energi, så kan de cykle ned af bakke hjem, og så er der kaffe og kage, når de er tilbage i Valmuen, fortæller Lene Christiansen, der arrangerer løbet sammen med Charlotte Berg, driftsleder for Bornholms Brand Park.
Ligesom ved det traditionelle tour-arrangement omkring Bornholm, vil der være en fest for deltagerne om aftenen, som bliver afholdt i travbanens lokaler.
– Jeg håber jo, at de får gang i det andet løb igen, for det er jo større og måske også mere festlig, men vi gør, hvad vi kan. Vi har fået sponsoreret medaljer fra KL guld og sølv, Spar står for drikkelse i depotet og Lehnsgård leverer en præmie til alle deltagere.