Bedrageridømt tidligere ejendomsmægler: 'Jeg blev truet til at betale 2,3 millioner kroner'

Bedrageridømt tidligere ejendomsmægler: 'Jeg blev truet til at betale 2,3 millioner kroner'
| ABONNENT | 3. NOV 2020 • 19:56
Af:
lisbet-holst
| ABONNENT
3. NOV 2020 • 19:56
ANKESAG

Den bedrageridømte tidligere ejendomsmægler Charlotte Kjøller, nu Charlotte Engell, blev efter eget udsagn truet til at lægge 2,3 mio. kroner ud for det apteringsarbejde, som firmaet Qualibyg var hyret til at udføre på husbådene i det kuldsejlede bornholmske husbådprojekt.

Det forklarede tiltalte på andendagen i den ankesag, der i disse dage bliver behandlet i Østre Landsret i sal 2 i Retten på Bornholm.

Ifølge Charlotte Engell sendte direktør Kent Kure Johnsen, Balticseaside Bornholm, som Charlotte Engell ejede halvdelen af, flere sms’er til hende, som hun opfattede som truende.

– Jeg fik trusler om at betale, sådan noget med dødningehoveder. Jeg fik sent sure sms’er: at jeg havde bare at betale. Han vidste, at jeg havde fået ret mange penge efter min skilsmisse, forklarede en ind imellem noget indigneret Charlotte Engell.

Et års fængsel

Den tidligere ejendomsmægler blev ved Retten på Bornholm den 20. december 2018 fundet skyldig i fem ud af syv tiltalepunkter om dokumentfalsk af særlig grov beskaffenhed og bedrageri i sagen om de bornholmske husbåde. Charlotte Engell blev dømt for at have forfattet falske købskontrakter på husbåde, nogle af dem med fiktive personer som købere, samt at have misbrugt eksisterende firmar og personers navn blandt andet på de falske kontrakter.

Hun blev idømt et års fængsel, hvoraf tre måneder skal afsones, mens de resterende ni måneder blev gjort betinget.

Hun blev desuden idømt 150 timers samfundstjeneste samt frakendt retten til at virke som ejendomsmægler i tre år.

Intet kendskab

Charlotte Engell ankede sagen til Østre Landsret og vil frifindes for samtlige forhold. Hun fastholdt sin forklaring i byretten: at hun intet kendskab havde til de forfalskede købsaftaler.

Mails i sagen, sendt fra hendes mailadresse og underskrevet med hendes navn, som anklageren dokumenterede i sin bevisførelse, kendte tiltalte heller ikke til.

Hun fastholdt, at det måtte være andre i hendes daværende mæglerfirma på Bornholm, der havde logget sig ind på hends mailkonto og underskrevet sig med hendes navn. Dét var ifølge tiltalte også forklaringen på flere af anklagerens spørgsmål vedrørende korrespondance omkring de respektive anklagepunkter.

En tidligere ansat i mæglerfirmaet afgav vidneforklaring og fortalte, at hun intet kendskab havde til, at man havde adgang til hinandens mailkonto. Vidnet fortalte desuden, at hun havde opfattelsen af, at tiltalte ikke altid talte sandt.

Fokus på to forhold

Statsadvokaten i København har kontraanket sagen med krav om skærpelse af straffen. Anklageren vil have tiltalte dømt for de to forhold, som hun blev frifundet for i byretten.

Anklager Jens Povlsen fra Statsadvokatens kontor fokuserede i sin afhøring af tiltalte da også på de to tiltalepunkter.

Det ene forhold handler om bedrageri mod hendes egen virksomhed Balticseaside Bornholm ved, at hun fremkaldte en vildfarelse hos Ocean Prawns om, at hun var berrettiget til at indgå en låneaftale og derefter lånte 640.5000 kroner penge af Ocean Prawns til at betale første rate på tre husbåde til værftet i Hvide Sande, der byggede stålskeletterne på bådene.

Charlotte Engell afviste, at der var tale om et decideret lån.

Hun forklarede, at Ocean Prawns var interesseret i at gå ind projektet, og de måske også var interesseret i på sigt at købe skibsværftet i Nexø.

Ifølge Charlotte Engell var det Klaus Holm, formand for Metal Bornholm, der kontaktede hende og efterfølgende Ocean Prawns med henblik på en snak om at skabe bornholmske arbejdspladser.

Hun holdt et møde med Klaus Holm, ejer Kristian Barslund, regnskabschef Niels Hald og ejeren af Nexø Skibshandel. Kent Kure var ikke med til mødet, fortalte Charlotte Engell, fordi han var på ferie.

Pengene blev betalt uagtet, at aftalen med Kent Kure og i virksomheden var, at ingen husbåde skulle bestilles hos værftet, før de var solgt.

Hvordan kunne det være? ville anklageren vide.

Ifølge Charlotte Engell skete betalingen, fordi det var vigtigt, at stålet til bådene blev forudbestilt i god tid. Hun huskede først ikke, om det skete efter aftale med Kent Kure Johnsen, derefter ændrede tiltalte forklaring:

Det var Kent Kure Johnsen, der iværksatte byggeriet af de tre husbåde til Hasle Havn på Hvide Sande Skibsvæft.

Det var også ham, der bad Qualibyg om at begynde arbejdet med husbådenes overbygning, ifølge tiltalte velvidende, at der ikke var solgt en eneste båd.

Kent Kure, der var indkaldt som vidne i ankesagen, gentog sin forklaring fra byretten: at han stolede på tiltaltes forsikringer om, at det gik godt med salget, at han var med til at underskrive de salgskontrakter, som han ikke vidste var forfalskede, men troede var ægte. Det var også i troen, at husbådene var solgt, at han sagde "go" til værftet og til Qualybyg.

De penge, der var betalt til værftet, troede han stammede fra salget af husbåde.

Der var ingen aftale om, at tiltalte skulle have salær for salgene, sagde Kent Kure, det var en omkostning, som køber skulle dække.

Ifølge Kent Kure var han ikke uvenner med Charlotte Engell.

Penge fra Ocean Prawns

Tidligere økonomichef hos Ocean Prawn, Niels-Ole Hald, var indkaldt som vidne i sagen og fortalte, at der var tale om et lån. At Ocean Prawns viste interesse for projektet og for mulighederne for at skabe flere arbejdspladser på Bornholm, er noget, virksomheden er kendt for.

Niels-Ole Hald oplyste, at vidnet både i en mail og også mundtligt, som han huskede det, havde givet udtryk for, at der var stor interesse for husbådene. Om tiltalte decideret havde fortalt, at der var solgt både, huskede Niels-Ole Hald ikke helt præcist.

Det var på den baggrund Ocean Prawns ydede lånet og betalte pengene direkte til skibsværftet i Hvide Sande. Da der så ikke rigtig skete noget videre i sagen, mistede Ocean Prawns interessen for projektet.

Regnskabschefen havde ingen erindring om det pågældende møde om sagen.

Lejlighedskøbet på Mallorca

Det andet forhold, som tiltalte blev frikendt for i byretten, omhandler ægteparret Hans-Jørn og Lone Krogh Hansen fra Sorthat, der ifølge anklageskriftet indbetalte 625.000 kroner til tiltalte som led i et lejlighedskøb på Mallorca.

– Vi ville indbetale direkte til sælger, men Charlotte sagde, at det skulle vi ikke, det var noget med, at han var syg, fortalte Hans-Jørn Krogh Hansen.

De 125.000 kroner var til dækning af omkostninger, som ægteparret har fået tilbage, så kravet er nu på 500.000 kroner.

Ægteparret var venner med Charlotte Kjøller. Planen var, at de, Charlotte Kjøller og komponist og dirigent Henrik Krogsgaard i fællesskab skulle købe lejligheden og hver skulle betale en million kroner, i alt tre millioner kroner for lejligheden.

Ifølge tiltaltes forklaring i retten, var det derimod hende, der har 500.000 kroner til gode hos ægteparret, penge hun havde lagt ud for dem.

Tiltalte forklarede, at hun lånte i alt halvanden million kroner af sin kusine og hendes mand – en million kroner til sig selv og en halv million kroner til ægteparret.

Charlotte Kjøller medgav, at ægteparret havde overført 625.000 kroner til hende, alligevel fastholdt tiltalte i retten, at det var ægteparret, der skylder hende penge, dels fordi der ikke er lavet en endelig opgørelse over omkostninger, dels fordi der har været udgifter til istandsættelse af lejligheden.

– Du skal ikke betale 500.000 kroner tilbage til Hans-Jørn og Lone, ville anklageren vide?

– Nej, for der skal først laves en opgørelse, sagde tiltalte.

Urent trav

Et af de nye vidner i sagen var kapelmester og komponist Henrik Krogsgaard. Han ville gerne være en del af lejlighedsprojektet og indbetalte en million kroner – ikke til en fælles konto, som tiltalte ønskede, men direkte til sælger efter råd fra sin bank. Efter at han havde indbetalt pengene, skete der ikke rigtig mere i sagen, fortalte han. Det endte med at handlen gik i vasken, da sælger trak sig tilbage.

Hvorfor faldt handlen? ville anklageren vide.

– Fordi jeg fornemmede, at der var urent trav. Det var umuligt at få besked, jeg fandt ud af, at der ikke var nogen aftale og ingen handel, så jeg meddelte de andre, at jeg ikke ville være med alligevel og fik en million kroner tilbage fra sælgeren, sagde Henrik krogsgaard.

Tiltaltes kusine fortalte, at hun og hendes mand ville købe lejligheden sammen med tiltalte.

De overførte 1,5 million kroner direkte til sælgeren, og der var ikke tale om et lån til tiltalte.

Da kusinen ved et tilfælde fandt ud af, at lejligheden ikke måtte udlejes, og der derfor ikke var mulighed for en lejeindtægt, trak parret sig og fik pengene retur fra sælger.

Handelen blev sløjfet

Sælgers revisor vidnede for første gang i sagen. Han bekræftede, at tiltaltes kusine og hendes mand og Henrik Krogsgaard havde indbetalt penge. Derudover havde sælgeren overført 500.000 kroner, som et lån til ægteparret i Sorthat. Handlen gik tilbage, så lånet blev aldrig gennemført.

Hvorfor gik handlen tilbage? ville anklageren vide.

– Sælger kunne se, at Charlotte Engell var begyndt at indrette lejligheden og sløjfe udlejninger, før handlen var i orden. Derfor annullerede sælger handlen. Der blev også sendt et krav til tiltalte om at dække ændringerne, fortalte vidnet.

Lånte ikke penge

Hans-Jørn Krogh Hansen forklarede, at han ikke lånte penge af tiltalte. Derimod fik han mulighed for at låne 500.000 kroner af sælgeren af lejligheden og underskrev i den forbindelse et gældsbrev. Men da salget kort efter blev annulleret, lånte han reelt aldrig pengene.

Han og hans kone indbetalte i alt 625.000 kroner til tiltalte. Heraf var de 125.000 til en spansk notar, penge der siden er blevet returneret.

Men ægteparret har fortsat ikke fået de 500.000 kroner, som de indbetalte, retur og har nu rejst et erstatningskrav.

Hans Jørn krogh forklarede i lighed med sælgerens revisor, at årsagen til, at sælgeren alligevel ikke ønskede at sælge, var, at han var pikeret over, at Charlotte Kjøller var gået i gang med at renovere hans lejlighed – før salget var en realitet.

Ankesagen i Østre Landsret fortsætter hele dagen i morgen, onsdag, med anklager og forsvares procedure. Det forventes, at der falder dom i ankesagen sent onsdag eller torsdag formiddag.