BAT vil ikke længere sælge klippekort i busserne

BAT vil ikke længere sælge klippekort i busserne
Selv om passagertallet faldt markant i 2020, steg BAT's omsætning af app-klippekort fra 903.000 kroner i 2019 til 1.160.000 kroner i det corona-prægede år. Salget af papirklippekort gik i samme periode fra 8,7 til 5 millioner kroner, og BAT mener, at de fleste passagerer nu har vænnet sig til at købe klippekort andre steder end hos chaufførerne. Foto: Jacob Jepsen
Lørdag 10. april 2021 • 17:36
Af:
Jakob Nørmark
Lørdag 10. april 2021 • 17:36

TRANSPORT

For tiden sælger chaufførerne hverken billetter eller klippekort i busserne på grund af coronarestriktioner. Når denne hindring for kontantsalg er skubbet til side, foretrækker BAT, at det ikke længere skal være muligt at købe gammeldags klippekort af papir hos chaufføren.

En sådan beslutning kræver dog politisk godkendelse i natur- og miljøudvalget. Enhedslistens Niclas Fick mener, at der bør være mulighed for at købe klippekort i busserne, frem til en ny løsning er klar, og SF's Leif Olsen er også skeptisk.

– Jeg er umiddelbart ikke meget for, at vi holder op med det, før vi har et elektronisk alternativ, som alle mennesker kan bruge, siger Leif Olsen, der er formand for udvalget.

Som det er i dag, kan buspassagerer få et digitalt klippekort gennem BAT's app. Det er desuden muligt at købe papirklippekort i trafikselskabets egen webshop, på turistkontorer og i nogle supermarkeder.

Under coronakrisen er andelen af solgte klippekort gennem app-løsningen vokset betragteligt – fra at have udgjort cirka ti procent af det samlede klippekortsalg til nu at udgøre over en fjerdedel. Denne tendens bruger BAT som argument for at afskaffe salget om bord på busserne.

– Det vigtige er, at alle vores kunder kan anvende disse løsninger, siger Leif Olsen om app-modellen.

Han vil derfor lade sin endelige holdning til anmodningen fra BAT afhænge af, hvilke tilbagemeldinger der kommer fra BAT's Brugerråd, Bornholms Ældreråd og Handicaprådet, som forslaget er sendt i høring hos.

Udfasning på vej

Uanset hvad vil papirklippekort i busserne inden længe høre fortiden til, påpeger kommunen i sagsfremstillingen fra seneste udvalgsmøde.

"Dels er maskineriet udgået fra markedet og dels bliver det sværere at skaffe reservedele – både nye og brugte. BAT er derfor i gang med at forberede et skift i billettering, hvor papirklippekortene udfases", står der.

Den endelige afløser for klippekortet er ikke fundet endnu. Et nærliggende bud på en elektronisk løsning kunne være Rejsekortet, der bruges i resten af landet, men det tror Leif Olsen ikke på.

– Det ville være dejligt, men vi har simpelthen ikke råd. Men der kan findes andre løsninger, siger han.

Ønsket fra BAT gælder i denne omgang kun klippekortet. Trafikselskabet vil fortsat gerne sælge enkeltvise kontantbilletter i busserne – når coronareglerne altså tillader det.

 


Buschauffører foretrækker færre kontanter

Et aspekt i overvejelserne om salg af klippekort er mængden af kontanter, som chaufførerne skal sidde med i bussen. Ifølge BAT har det kommunalt ejede trafikselskabs chauffører ansvaret for en langt større kontantbeholdning end andre steder i landet. Værdien af billetter, klippekort og byttepenge på busserne har BAT optalt til i alt optalt til cirka 1.100.000 kroner, der er fordelt blandt alle chaufførerne, og flere chauffører har kontante beholdninger på mere end 20.000 kroner.

"BAT er det eneste trafikselskab i Danmark, hvor chaufførerne har så store kontante beholdninger, og der er et stort ønske hos chaufførerne om at få vilkår, der svarer til de øvrige trafikselskaber i Danmark med kun salg af kontantbilletter og en beskeden kontantbeholdning i byttepenge – typisk en beholdning på 500 kroner," står der i sagsfremstillingen fra seneste natur- og miljøudvalgsmøde.

Ved ikke at tilbyde salg af klippekort på busserne kan chaufførerne desuden spare tid.

"Det er administrativt tungt for chaufførerne at håndtere kontanter og klippekort. Ligeledes er ekspeditionstiden i bussen ved salg af klippekort noget længere end ved salg af kontantbillet," skriver kommunens administration endvidere.

FÅ ABONNEMENT