ERHVERV
Det vrimler med overtagelser på Bornholm i disse år. Flere hoteller på Nordbornholm er overtaget af investorer ovrefra, senest har Melsted Badehotel og Baltic Sea Glass fået nye ejere, og nu er turen kommet til røgeriet i Arnager – det eneste fungerende røgeri på sydkysten udover Bakkarøgeriet i Sømarken.
– Vi syntes faktisk, det var på tide, at der sker noget på den her side af øen, siger Alister Kosar, direktør i den virksomhed, som har overtaget røgeriet i Arnager efter Karin og Tonny Hounsgaard.
Bag virksomheden står 53-årige Annette Casmose fra Holbæk. Hun har en fortid i behandlerverdenen, og hun og Alister mødte hinanden på et retreat på Sri Lanka for seks år siden. Det, der startede som et venskab, har nu udviklet sig til et forretningsmæssigt partnerskab, der understøttes af en gensidig kærlighed til Bornholm.
– Vi er begge to totalt alternative, holistiske, out of the box. Og så havde Annette fået nogle penge og spurgte, Alister hvad skal vi investere i, fortæller Alister Kosar, der er uddannet på filmskolen, men har opbarbejdet en karriere som rådgiver i marketing.
Jeg faldt for at der er servering ved bordene
Motivationen for at rykke til Bornholm er både personlig og professionel for de to entreprenører.
– Jeg tror, Bornholm bliver det næste Mallorca. Der sker noget på priserne. Men det er ligeså meget hjertet. Folk er ved at vågne op til Danmark, ikke kun til sig selv, men også til hvilket fantastisk land vi har. Danmark kan noget, siger Alister Kosar, der kom til Bornholm for tre år siden og tænkte: Jeg skal bo her nu. I sommer købte han en nedlagt gård på Vellensbyvejen som han er i gang med at omdanne til abrikosplantage og retreat.
Anette Casmoses forhold til Bornholm går længere tilbage i tiden.
– Min mand og jeg har altid sejlet herover en gang om året, og jeg synes, her er folkeligt, socialt og hjemligt, siger Annette Casmose, der solgte Klintebjerg Hotel i Odsherred for halvandet år siden.
Planen var egentlig, at hun ville investere i boliger til udlejning, men så spiste hun på Arnager Røgeri en travl sommeraften i 2019.
– Jeg faldt for, at der er servering ved bordene, siger Annette Casmose.
Nu er hun i gang med at sætte i stand og udvide til den kommende sæson i Arnager.
Jacob Haugaard kommer i marts
Restaruranten bliver større, der kommer nye toiletter, og hovedbygningen skal tækkes og opdeles i fire værelser ovenpå og to værelser i stuehuset. Og så skal der som noget helt nyt bygges en scene på gårdspladsen med plads til 250 siddende gæster.
– Vi har altid haft meget med musik at gøre, min mand har spillet spillemandsmusik i mange år. Så vi udvider med musik og bar, siger Annette Casmose, der allerede har det første navn på plakaten.
– Jacob Haugaard kommer og optræder den 23. marts og to dage frem. Derefter har vi forskellige navne i tankerne, både unge og mere etablerede navne, siger Annette Casmose.
Udover et par småjusteringer bliver der ikke ændret på menuen i det gamle røgeri.
– Maden er genial, så det holder vi fast i. Røgeriet i Arnager er det, der scorer højeste karakter på Trustpilot og Tripadvisor. Men vi vil gerne gøre det lidt hipt at komme her, tilføjer Alister Kosar, der mener, at der mangler et spillested på sydsiden af øen, der kan samle både lokale og turister.
Fiskebutikken fortsætter som vanligt, mens sæsonen på røgeriet efter planen udvides med to-tre uger forår og efterår.