Arbejdet er standset: Express 5 slap nådigt fra voldsom tyfon

Arbejdet er standset: Express 5 slap nådigt fra voldsom tyfon
De to hovedmotorer ved ankomsten til Filippinerne i december. De er produceret i Finland. Foto: Molslinjen
NYHED | FILIPPINERNE | ABONNENT | 3. JAN 2022 • 15:30
Jakob Nørmark
Journalist
NYHED | FILIPPINERNE | ABONNENT
3. JAN 2022 • 15:30

En tyfon har standset arbejdet på det værft i Filippinerne, hvor den nye færge til Bornholmslinjen bliver bygget. Færgen er ikke blevet beskadiget, og rederiet venter på at modtage en grundigere statusrapport fra Austal.


Et nyt år står for døren, men selv om Bornholmslinjens nye færge Express 5 efter planen skal leveres til rederiet fra Austal-værftet i Filippinerne i år, bliver det tidligst i begyndelsen af 2023, at færgen sættes i rutedrift mellem Rønne og Ystad.

Den seneste udvikling i Filippinerne kan føre til mindre justeringer af tidsplanen. En uge før jul ramte årets voldsomste tyfon, Rai, øriget, og stormens bane gik lige hen over øen Cebu, hvor Austals filippinske værft ligger. Tyfonen, der kostede over 400 mennesker livet, har sat et aftryk på værftet.

– Meldingen dernedefra er, at ingen er kommet til skade – heller ingenting på Express 5 har lidt skade. Men der er nogle skader på værftet, og det har gjort, at arbejdet nærmest har været lukket ned mellem jul og nytår, siger Molslinjens pr- og kommunikationschef Jesper Maack.

Tyfonens rasen har også ført til strømafbrydelser, problemer med vandforsyningen og længere perioder uden mobildækning og internet på Cebu. På Molslinjens hovedkontor i Århus venter man på at modtage en statusrapport fra Austal. Om skaderne fra uvejret vil føre til en senere levering af færgen, er for tidligt at sige.

– Vi ved ikke, om det kan have nogen indflydelse. Det har sat det hele lidt på pause, det er klart, siger Jesper Maack.

Motorer er leveret

Ifølge hans oplysninger bremser coronasituationen i Østasien for øjeblikket ikke byggeriet af hurtigfærgen, men tidligere under pandemien blev konstruktionen forsinket af den globale materialemangel og besværet ved at transportere ting på tværs af landegrænser.

Det australske værftfirma Austal har anlæg i Australien, Vietnam og Filippinerne, og blandt andet fragten af skibsdele fra Vietnam til værftsbyen Balamban på Cebu forårsagede forsinkelser. Alle kompenenter fra Vietnam er nu ankommet til Filippinerne. Det samme gælder hovedmotorerne, der er fragtet fra producenten Wärtsilä i Finland.

– Nu er alle dele fremme på værftet i Filippinerne, så nu drejer det sig om at samle og montere det hele, forklarer Jesper Maack.

Ingen folk på stedet

Da Austal i oktober 2019 offentliggjorde aftalen med Molslinjen, hed det i tidsplanen, at konstruktonen skulle påbegyndes i tredje kvartal 2020, og at Express 5 skulle af leveres til det danske rederi i første kvartal 2022. Leveringsdatoen er nu fastsat til slutningen af 2022, oplyser Molslinjen.

En bestemt dato eller måned i 2023 for jomfrusejladsen med passagerer kan Molslinjen endnu ikke fastsætte.

– Det er nok belært af gode eller dårlige erfaringer, for corona driller jo stadig. Vi har ikke haft folk på stedet endnu. Hver eneste gang det ser ud til, at vi kan tage derned, vender coronaen tilbage og skaber disse helt vanvittige karantæneregler, siger Jesper Maack om vilkårene.

Den manglende lyst til adskillige dages ventetid på et hotel i Manila og andre begrænsninger har afholdt Molslinjens egne eksperter i at drage af sted. Derfor har rederiet hyret tre lokale folk i Filippinerne til at kvalitetssikre arbejdet på vegne af Molslinjen.

– De er selvfølgelig i konstant kontakt med vores projektfolk herhjemme. Der flyder en lind strøm af tekniske beskrivelser og billeder frem og tilbage, siger Jesper Maack.

Observatørerne på værftet bærer videobriller, der kan transmittere direkte billeder til Danmark, så Molslinjen kan følge arbejdet i realtid.

– Det er godt, at vi har moderne hjælpemidler. Men det slår selvfølgelig ikke helt at være på stedet, stå med tingene i hænderne og være i dialog med de folk, der arbejder på værftet.

En måned hjem

Når Austal leverer Express 5, vil det tage en lille måneds tid at sejle færgen hjem fra Balamban. Derefter venter der en proces i dansk farvand.

– Den skal godkendes til sejlads i Danmark, og vores egne teknikere skal om bord og kalibrere udstyret, vi skal have gjort cateringdelen klar, og vores navigatører skal ud på færgen og læres op, selv om den i princippet ligner de færger, som de kender i forvejen, forklarer Jesper Maack.

– Vi er jo ikke uvant med at tage hurtigfærger hjem. Bare i min tid har vi taget Express 3 og Express 4 hjem. På mange måder er vi et af de store hurtigfærgerederier i verden. Så vi er klar. Vi ved godt, hvad vi skal, når vi får færgen hjem.

Den 115 meter lange Express 5 bliver den største færge, som Austal har bygget. Inden konstruktionen gik i gang, oplyste Austal, at kontrakten for at designe og bygge færgen havde en værdi på cirka 625 millioner kroner.