Anbefalingen lyder stadig på én ugentlig test

Anbefalingen lyder stadig på én ugentlig test
Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 1. APR 2021 • 15:27
Jakob Nørmark
Journalist
| ABONNENT
1. APR 2021 • 15:27

CORONA

Anbefalingen om at blive testet en gang om ugen gælder for bornholmerne, men ikke alle andre danskere.

I lyset af, at der i den seneste genåbningsplan ikke gives flere forspring til Bornholm, kunne man forestille sig, at testanbefalingen bliver ensrettet med resten af landet, men det har borgmester Thomas Thors (S) ikke hørt noget om.

– Jeg har i hvert fald ikke fået nogen oplysninger om, at den rekommendation ikke længere gælder, siger han.

Derfor er anbefalingen intakt:

– Ja, det vil den være – og det gælder også for de gæster, som kommer hertil og opholder sig i længere tid.

Thors påpeger, at Bornholm fortsat har nogle fordele på skole- og uddannelsesområdet, og han mener, at de mange test er et vigtigt middel til at holde spredning af virussen nede, da man hurtigere kan sætte ind med smitteopsporing.

På et andet område bliver de særlige testkrav blødt op fra 6. april. Efter påskeferien skal man nemlig ikke længere fremvise en test, inden man får lov til at gå om bord på færger eller fly til Bornholm. Rejser man via Ystad, er man dog nødt til at få foretaget en test, da de svenske myndigheder kræver, at man fremviser en negativ covid-test, der er højst 48 timer gammel ved indrejsen til Sverige.

På nuværende tidspunkt er testkapaciteten på nationalt plan ikke stor nok til at kunne teste i samme takt som på Bornholm, men det nærmer sig. Fra maj sigter Sundhedsstyrelsen efter at nå en kapacitet på 700.000 test per dag i hele landet.