55 kroner er langt fra virkeligheden: Markant stigning i affaldsgebyr på vej

55 kroner er langt fra virkeligheden:  Markant stigning i affaldsgebyr på vej
Det ligger i den nye affaldsbekendtgørelse, at husholdningsaffald fremover skal sorteres i ti typer eller fraktioner. Arkivfoto
MILJØ | BORNHOLM | ABONNENT | 1. SEP 2021 • 17:00
MILJØ | BORNHOLM | ABONNENT
1. SEP 2021 • 17:00

Miljøminister Lea Wermelin (S) meldte sidste år ud, at affaldsgebyret i gennemsnit vil stige 55 kroner per husstand som følge af de nye regler om sortering af affald, der trådte i kraft 1. juli i år.

Det tal har vist sig at være alt for lavt sat, lyder det flere steder i landet. En håndfuld jyske kommuner har allerede meldt ud, at de hæver affaldsgebyret med 800-900 kroner årligt, og i den nordsjællandske Egedal Kommune stiger affaldsgebyret i en gennemsnitlig husstand med 1.041 kroner om året.

På Bornholm bliver stigningen formentlig endnu mere markant. Det siger Jens Hjul-Nielsen, direktør på den bornholmske affaldsselskab Bofa.

– Jeg kan ikke oplyse det præcise tal, for det indgår i kommunens samlede budget, og politikerne skal lige have en chance for at se på det, inden de kan læse om det i pressen. Men det bliver markant højere end miljøministerens udmelding, siger Jens Hjul-Nielsen.

Bornholmerne betaler i dag 3.500 kroner om året i affaldsgebyr, og det tal kan ifølge Bornholms Tidendes oplysninger stige med op til 25 procent.


Klik på grafikken for at se den i en større udgave. Illustration: Christina Skovmose

Affaldssortering forsinket i et år

Det ligger i den nye affaldsbekendtgørelse, at husholdningsaffald fremover skal sorteres i ti typer eller fraktioner. Kommunerne har indtil udgangen af 2022 til at indføre affaldssortering, men nogle kommuner har haft ambitioner om at komme hurtigt fra start, herunder Bornholms Regionskommune, som indledningsvis satte den 1. juli i år som startdato for den nye ordning.

Den dato er nu udskudt i et år, vurderer Jens Hjul-Nielsen.

– Udsættelsen skyldes blandt andet, at vores nye entreprenør, HCS, skal have alt det praktiske på plads, og at der er lange leveringstider på både køretøjer og materialer, siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra miljøminister Lea Wermelin. Men hun sagde tirsdag til nyhedsbureauet Ritzau, at det ligger i aftalen, at der skal ske omkostningsreduktioner, der som minimum udligner den samlede stigning i affaldsgebyret.

 


Fakta

Det nye system er en følge af den nye Affaldsbekendtgørelse og vil gælde sortering af mad, papir, pap, metal, glas, plastik, tekstiler, fødevarekartoner, restaffald og farligt affald.

Der vil blive opstillet miljø-øer i bymidter og sommerhusområder. Øvrige husstande skal sortere på egen matrikel.