30-årig idømt betinget fængsel og samfundstjeneste for jalousivold

30-årig idømt betinget fængsel og samfundstjeneste for jalousivold
Retten p?å Bornholm. Foto: Berit Hvasum
| ABONNENT | 7. JAN 2021 • 19:16
Af:
mads-westermann
| ABONNENT
7. JAN 2021 • 19:16
RETTEN

En 30-årig mand fra Nexø kunne torsdag eftermiddag kun huske meget lidt af en episode, der fandt sted den 21. november sidste år.

Her slog han ifølge politiet en anden mand adskillige gange i ansigtet og på kroppen, ligesom han ifølge anklageskriftet var i besiddelse af en ulovlig foldekniv og senere blev fundet i besiddelse af en lille klump hash til eget brug.

Havde blackout

Den manglende hukommelse forklarede den tiltalte med, at han havde haft et black-out den pågældende aften, og at det eneste, han kunne huske, var enkelte detaljer, som efterfølgende var dukket op i hans hukommelse som korte flashbacks.

Han kunne således kun huske, at han havde slået den forurettede en til to gange i hovedet med en knytnæve, og ikke, sådan som politiet mente, adskillige gange i hovedet og på kroppen.

Han kunne heller ikke huske, at han havde været i besiddelse af den foldekniv, som politiet fandt tæt på det sted, hvor han senere samme aften blev anholdt. Selv ikke, da anklageren viste ham et foto af den pågældende kniv, kunne han huske, at han havde været i besiddelse af den. Han havde dog, ved anholdelsen, erkendt overfor politiet, at kniven var hans, og han havde i samme anledning underskrevet en konfiskationserklæring.

– Jeg plejer ikke at gå med kniv, så det forstår jeg ikke, sagde han.

Mistanke om jalousi

I retten forklarede den 30-årige mand, at han og den forurettede mand havde været venner i adskillige år, men at der den pågældende aften i november var "noget der gik galt".

Han kunne ikke huske nøjagtigt, hvad det var, men nævnte, at det havde noget med jalousi at gøre. At han mistænkte, at "der var noget" mellem manden, der blev udsat for vold, og den 30-åriges kæreste.

Han erkendte, at han den aften i november, hvor volden fandt sted, havde været påvirket af alkohol, fordi han havde drukket "et par øl", men ikke havde indtaget nogen former for narkotika, som kunne forklare den svigtende hukommelse.

Frafaldt tiltalepunkter

Både anklager Anne Moe og den 30-åriges beskikkede forsvarer, advokat Peter Paldan Sørensen, ville på vegne af sin klient gerne have sagen afgjort som en tilståelsessag.

Det betyder, at retten ikke skal tage stilling til, om den tiltalte er skyldig, men udelukkende til hvilken straf, den tiltalte skal idømmes. Det kræver dog, at den tiltalte erkender alle de forhold, der er rejst tiltale for.

Da manden ikke kunne erkende noget, han ikke kunne huske, indvilgende anklager Anne Moe i at frafalde den del af tiltalen, som omhandlede foldekniven, samt at ændre tiltalepunktet, der omhandlede vold, således at voldstiltalen blev ændret fra "adskillige knytnæveslag i hovedet og på kroppen" til "flere knytnæveslag i hovedet", således at den 30-årige kunne tilstå volden, og at han havde været i besiddelse af hashen, således at sagen juridisk kunne gennemføres som en tilståelsessag.

Ni år, 11 måneder og 26 dage

Fordi den 30-årige mand havde tre tidligere domme for vold, krævede anklager Anne Moe ham dømt efter straffelovens paragraf 247.

Den giver mulighed for at øge straffen med halvdelen, hvis den tiltalte indenfor de seneste 10 år er blevet dømt for vold. Og det var han.

Den 26. november 2010, altså ni år, 11 måneder og 26 dage før episoden i Nexø, var han blevet idømt fire måneders ubetinget fængsel for vold. Han havde desuden også to tidligere domme for overtrædelse af bekendtgørelsen om euforiserende stoffer.

Derfor krævede anklager Anne Moe den 30-årige idømt 60 dages fængsel for volden og en bøde på 4.000 kroner for besiddelse af hashklumpen.

Forsvarer Peter Paldan Sørensen mente imidlertid, at straffen skulle være en del mildere. Blandt andet fordi den tiltalte 30-årige nu var igang med en uddannelse og havde stabile forhold, og fordi der var gået så lang tid siden den seneste voldsdom, at den burde dømmes som en førstegangsovertrædelse i stedet for en gentagelse.

Betinget dom og samfundstjeneste

Det gav retsformanden, Christian Bach Esdorf, ham kun delvist medhold i.

Han endte med at afsige en dom, som lød på 60 dages betinget fængsel med et års prøvetid, og 80 timers samfundstjeneste for volden. Desuden blev manden idømt en bøde på 4.000 kroner for hashklumpen. Han skal endvidere betale en erstatning på 10.860 kroner til den forurettede og skal selv betale omkostningerne til sin beskikkede forsvarers salær.

I sin begrundelse for dommen forklarede Christian Bach Esdorf, at han ved at gøre fængselsstraffen betinget, havde taget hensyn til, at det netop var så lang tid siden, manden senest var dømt samt de gode forhold, som forsvareren havde fremhævet.

Den 30-årige valgte, efter en kort samtale med sin forsvarer, at modtage dommen.