Rovfugleshowet har, ligesom mange andre erhverv og virksomheder, været nødsaget til at holde lukket i mange måneder i 2020. Louise Ramstrup spår, at der sidste år har været et fald på 40 procent af gæster og kunder. Det har sat sine spor i økonomien, og derfor håber direktøren, at de nye tiltag og idéer kan redde noget af efterslæbet.
– Det er bydende nødvendigt, at vi kan åbne til påske. Vi har under nedlukningen brugt tid på at udvide og renovere hallen, hvor vi håber, at vi kan begynde at holde to shows om dagen i, hvis omstændighederne tillader det. Det har selvfølgelig kostet fortjeneste, at større menneskegrupper ikke må samles, fortæller Louise Ramstrup.
Men når man arbejder med levende dyr, kan man ikke sende medarbejderne hjem. Dyrene skal passes, trænes og fodres hver dag, og det koster penge. Men hos Rovfugleshowet er der ikke plads til at give op eller blive hjemme.
– Der er ikke andre muligheder end at blive ved med at kæmpe. Jeg har 50 dyr, der skal have mad, og derfor bliver jeg ved med at se fremad, afslutter Louise Ramstrup.
Rovfugleshowet har seks ansatte.