150 kvadratmeter luksussuite: Kenneth har store planer for Hotel Posthuzed

150 kvadratmeter luksussuite: Kenneth har store planer for Hotel Posthuzed
– Det vigtigste for mig er, at vi rammer en stil, der matcher facaden på huset og bevarer dens charme, siger Kenneth Nielsen, der er den nye ejer af det tidligere Hotel Posthuzed i Rønne. Foto: Berit Hvassum
Tirsdag 8. juni 2021 • 10:22
Sofie Møller
Journalist
Tirsdag 8. juni 2021 • 10:22

IVÆRKSÆTTERI

Hvide vægge, simple møbler, sorte stole og gråt gulvtæppe.

Det er, hvad du ser, når du går ind bag de mørke trædøre hos det, der før var kendt som Hotel Posthuzed.

De gamle guldbogstaver på facaden er nu erstattet med nye: Det Gamle Posthus – Rønne, står der. Men det er langt fra det eneste, der skal ændres, for snart får alt det indvendige en ordentlig makeover. Det minimalistiske møblement og de sort-hvide farver bliver fortid.

– Til min smag er det et lidt for klinisk look, siger Kenneth Nielsen, der viser lokalerne frem til Tidende.

I alt sin iver begynder han at fakte med armene, mens han fortæller om sine mange planer for hotellet, som han netop har overtaget. Dem kommer vi tilbage til. Først skal vi lige have styr på, hvem køberen af den godt hundrede år gamle bygning på Lille Torv i Rønne er.

Flere titler

De fleste kender ham nok som indehaver af Øens Byg og Montage. Et firma han etablerede for fem år siden, og som nu har vokset sig stort fra at have to til 30 medarbejdere den dag i dag.

Udover at være en mand indenfor byggebranchen, vil man nok også klassificere Kenneth Nielsen som værende en erhvervsmand eller rettere sagt iværksætter. Han har nemlig også et ejendomsselskab, der for tre år siden købte DLG's store bygning på Borgmester Nielsens Vej, som han i dag lejer ud. Og nu kan han så også skrive hotelejer på CV'et, da han fredag den 1. juni officielt overtog Hotel Posthuzed.

– Det er vildt spændende alt sammen, siger Kenneth Nielsen om sit nye projekt.

– Jeg har i noget tid haft et godt øje til bygningen. Personligt synes jeg, det er en af de pæneste bygninger på Bornholm, og jeg havde ligesom en masse gode ideer til, hvad man kunne gøre med det, fortæller han.

Han har haft brugsretten til hotellet i et par måneder, hvor han har arbejdet på at få en del praktiske ting op at køre som blandt andet hotellets nye hjemmeside. For hotel skal der stadig være, og i fredags åbnede han for booking af de nuværende otte værelser.


Kenneth Nielsen har selv henvendt sig til sælger om at købe Hotel Posthuzed. Det har derfor ikke været udbudt. Foto: Berit Hvassum

Wow-oplevelse

Og så til planerne, for de er både store, omfattende og langsigtede. Allerede nu er de så småt i gang med at blive realiseret. I forgangen lige indenfor døren står store papkasser stablet oven på hinanden.

– Det er brædderne til sildebensparketgulvet, som skal dække halvdelen af stueplanen, siger Kenneth Nielsen.

På stueplanen, hvor der i øjeblikket er spiseområde, skal der fortsat være restaurant, men en noget anderledes en af slagsen, forklarer han.

Først og fremmest skal den ikke kun være for hotellets gæster, men være for alle bornholmere og turister, der måtte komme forbi.

– Her er mange gode kvadratmeter, en god beliggenhed, gode parkeringsmuligheder og en masse historie i bygningen, som jeg synes, vi bør dele med alle. Der er forholdsvis få værelser, så vi skal sørge for at hele bygningen kommer til at emme af liv, siger Kenneth Nielsen og fortæller videre om sine planer.

Den sidste halvdel af stueplanen skal der lægges et rødt gulvtæppe med posthuslogoer på. Der skal runde loungemøbler ind, bygges bar i hjørnet, kobberlamper i loftet og høje paneler på væggene.

– Det skal være sådan, at folk får sig en wow-oplevelse. Vi skal have noget af den hundrede år gamle charme og sjæl, som facaden udstråler, tilbage indenfor i bygningen, siger Kenneth Nielsen.

Ny ejer og nye navne

Udover den nye restaurant har Kenneth Nielsen også planer for bygningens anden sal, der lige nu ikke bruges til noget synderligt.

– Jeg har nogle folk, der er i gang med at finde ud af, hvad lokalerne må godkendes til. Planen er, at der skal være ti værelser i alt på hotellet. Et af de nye værelser bliver en luksussuite, som bliver på den gode side af 150 kvadratmeter. Det skal være eksklusivt, så hvis man skal noget lidt ekstraordinært, så lejer man suiten på toppen af det gamle posthus, fortæller Kenneth Nielsen.

Alle planerne kommer til at tage noget tid at få klargjort, men fordi bygningen gennemgik en større renovering i 2015, er det rimelig ligetil, mener Kenneth Nielsen, som håber, at restaurantdelen kan stå klar sidst på året.

Restauranten vil stadig være en del af Det Gamle Posthus – Rønne, men kommer til at åbne i ejet navn – "Løjtnant Ankers Bar and Grill".

– Der er en historie, der går længere tilbage end posthuset, som, jeg synes, kunne være sjov at trække på igen, fortæller Kenneth Nielsen.

I sin tid, inden det gamle posthus blev opført i 1910, var pladsen i folkemunde nemlig kendt som Løjtnant Ankers Gård, da den tidligere løjtnant havde sin gårdsplads på hjørnet.

Anerkendt partner

De mange planer skal Kenneth Nielsen dog ikke stå for at føre ud i livet ene og alene.

– Der er noget romantisk over restaurationsbranchen, som jeg i mange år har drømt om at komme ind i, og se hvad jeg kunne drive det til. Men jeg har altid vidst, at jeg skulle have nogen, der kunne hjælpe mig i mål med det, siger han.

Derfor har han fundet sig en partner, der er med til at udvikle på indretningen og konceptet for restaurantdelen.

– Han har været i branchen i mange år og er meget anerkendt. Det er ham, der skal stå for driften hernede (på Løjtnant Ankers Bar and Grill, red.). Det kommer jeg ikke til at have noget med at gøre, fortæller Kenneth Nielsen.

Både ham og partneren ser begge meget frem til at komme i gang med arbejdet, og til de kan byde bornholmere og turister indenfor.

Lige nu er der omkring 20 bookinger i kalenderen på hotellet, så der er masser af plads til flere sommeren over. 

FÅ ABONNEMENT