Tusindvis kigger ind i Jørgens hus: Nu har han solgt det

Som tidligere museumsdirektør har Jørgen Selmer altid været fascineret af gamle huse, og derfor skulle han ikke bruge meget betænkningstid, før han sammen med sin kone købte Karnaphuset i 2017. Det har levet op til forventningerne at bo i det gamle hus fra 1753, men det har også givet nogle lidt pudsige situationer, da mange andre også synes huset er interessant.

Karnaphuset på Østergade 2 i Rønne er netop blevet solgt. De seneste syv år har Jørgen Selmer ejet huset sammen med sin kone, men de har nu valgt at flytte for at finde noget mindre at bo i og komme tættere på familie og venner på Sjælland. Men parret har været glade for at bo i det historiske hus, som blev totalrenoveret af staten for flere millioner kroner i 2008.

For Jørgen har det været en ekstra stor oplevelse at bo i huset i den gamle bydel i Rønne, for han er meget historisk interesseret og har tidligere arbejdet som direktør for Kongernes Samling på Rosenborg og Amalienborg. Han lærte allerede om Karnaphusets eksistens tilbage i 1970'erne, da det blev omtalt i københavnske aviser, at det var nedrivningstruet. Men det var først, da deres datter i 2011 flyttede til Bornholm, at han begyndte at besøge øen jævnligt, og det gav ham mulighed for at se nærmere på huset. Og så slog han til, da det blev sat til salg i 2017.

– Jeg havde aldrig drømt om at kunne komme til at bo i et så historisk hus, så der gik ikke mange dage, før vi tog herover og så det. Og det levede mere end op til forventningerne om, hvad sådan et hus kan være. På den måde havnede vi her og har været og er fantastisk glade for at bo her, fortæller Jørgen Selmer, som gik på pension i 2018.

– Når vi har sat det til salg nu, så er det ikke husets skyld. Men det handler simpelthen om, at vi er ved at blive ældre, og vi har behov for at få noget mindre, og vi har behov for ikke mindst at bo i nærheden af vores børn og familie og venner på Sjælland, siger han og fortæller, at deres datter ikke længere bor på Bornholm.

– Derfor fandt vi her i sommer ud af, at det ville være det bedste for os at sætte Karnaphuset til salg, fortæller han og oplyser, at huset nu er blevet solgt, og derfor har han også trukket sig som formand for Bornholms Museumsforening, som er Danmarks største museumsforening med 5.000 medlemmer.

Når Jørgen Selmer sidder i karnappen og læser Bornholms Tidende, så opstår der nogle gange nogle pudsige situationer. Og det er ikke fordi der står noget løjerligt i avisen.

Eneste bevarede karnap

Jørgen Selmer har været så glad for at bo i Karnaphuset, at han har skrevet et helt kapitel om det til årbogen Bornholmske Samlinger. Han ved derfor stort set alt om husets historie, fra det blev bygget i 1753 og til i dag.

Huset var oprindeligt en del af en stor firlænget gård indtil 1860'erne, hvor ejendommen blev opsplittet til flere selvstændige huse på grund af arv. Den ene længe er dog i dag revet ned.

Flere af de specielle kendetegn ved huset blev lavet i begyndelsen af 1800-tallet, hvor gården var ejet af Hans Predbjørn, som var en dygtig erhvervsmand. Han var både skipper, købmand og farver, og han tjente mange penge, som han blandt andet brugte på at forskønne gården. Han sørgede for, at der blev højere til loftet, det gav nemlig højere status. Og så importerede han 900 hollandske fliser fra 1700-tallet, som blev tapetseret på væggene i stuen.

– Der er en hel billedfortælling i det, som viser livet på landet i Holland i 1700-tallet. Og op under loftet er der en stribe af fliserne, der har religiøse motiver, motiver fra både det gamle og det nye testamente. Og det findes ingen andre steder, for det er ikke bornholmsk byggeskik. Det er noget, vi finder meget i Sønderjylland og på Amager og Læsø og sådan nogle steder, men ikke på Bornholm, fortæller Jørgen Selmer.

Og så er der selvfølgelig det specielle ved huset, at det har en karnap. Det finder man ikke andre steder i Rønne nu til dags.

– Det at have en karnap er lidt et overskud. Det er pynt, det er hyggeligt og rart, men det er ikke nødvendigt. Det er også en slags gadespejl, og når jeg sidder i karnappen, kan jeg da også følge med i, hvem der går på gaden, og hvilke skibe der sejler nede i havnen.

– De lidt mere velhavende borgere i Rønne var kendt for at have mange karnapper på husene, men den her karnap, jeg nu sidder i, er den eneste af de gamle, som er bevaret, siger han og forklarer, at mange er gået til, da de er meget sårbare for vind og vejr.

Stuen i Karnaphuset er kendt for sine hollandske fliser.

Nej til samtale-køkken

Huset er dog ikke kun specielt på grund af dets historie, men også på grund af det, man har gjort ved det. I 2008 købte staten huset og restaurerede det, så det blev muligt for nutidsmennesker at bo i det.

– Det var en ruin, altså virkelig en ruin med ægte hussvamp, og det havde været meget misligholdt. Men så købte staten det for at redde det og sælge det igen, hvilket er ret usædvanligt for staten at gøre med privathuse, siger Jørgen Selmer, som vurderer, at det netop er det specielle interiør og karnappen, som fik staten til at bruge flere millioner kroner på projektet.

Som en del af restaureringen blev et ældre hus i gården med køkken, lokum, bryggers og viktualiekælder revet ned, og i stedet blev der lavet en tilbygning af glas og stål med moderne badeværelse. Det oprindelige hus fik en ordentlig omgang, men det hele blev gjort med respekt for husets historie, hvilket glæder Jørgen Selmer.

– Som museumsmand kan man være ærgerlig over, at når folk køber et gammelt hus, som for eksempel et bindingsværkshus, så moderniserer man det til nutidens ideal i stedet for at spille med på, hvad huset egentlig indeholder af interessante rum.

– I dag kan jeg se, at alle mennesker vil have køkken-alrum og utroligt mange gamle huse rundt i landet, også her i Rønne, er bygget om til det. Her har man spillet med huset. Man har bevaret de gamle vægge, de gamle ruminddelinger, men man har sørget for, at de fungerer nutidigt med elinstallationer, gulvvarme og moderne køkken-elementer.

Det vil sige, at der ikke er samtalekøkken i Karnaphuset?

– Nej, det er der ikke. Og på førstesalen, eller loftet, som man jo kalder det på Bornholm, der er alle de gamle små rum af træ bevaret. Det er også noget, arkitekter og museumsfolk er meget begejstrede for, for det har næsten aldrig fået lov at bestå. I dag vil man kalde det walk-in closet, men det er jo små rum med alle mulige hylder og kroge. Så det er meget specielt, men det er bestemt brugbart.

Fliserne viser, hvordan livet var på landet i Holland i 1700-tallet.

Tusindvis kigger ind ad vinduet

Som beboer i et historisk hus som Karnaphuset har Jørgen Selmer været indstillet på, at der er mange nysgerrige blikke, som kigger i ens retning.

Det er de færreste, der ligefrem har ringet på, men der er flere foreninger og privatpersoner, som har kontaktet ham for at få en rundvisning. Det har han med glæde sagt ja til, og han har også valgt at beholde et informationsskilt om huset, som Kulturstyrelsen satte op på gaden i forbindelse med restaureringen. Skiltet bliver især læst af de mange krydstogtsturister, som hvert år besøger den gamle bydel i Rønne.

– Der er jo nogle gange flere tusind om dagen, der går forbi huset og stopper op og kigger på det, fortæller Jørgen Selmer.

Hvordan har det været?

– Jamen, det synes jeg er sjovt. Andre ville synes, det var generende og sørge for at trække gardinerne for. Jeg har valgt det stik modsatte. Vi har også ladet skiltet stå, fordi det er sjovt, at det står der. Og som museumsmand har jeg jo altid arbejdet for at få folk til at se på de gamle ting.

– Men der kommer jo nogle sjove situationer ud af det. For eksempel, hvis jeg sidder her i karnappen og læser avis, det kunne være Bornholms Tidende eller noget andet, så kommer der pludselig et par meget nydelige, ældre damer og stikker snuden helt op i vinduet. Og så opdager de, at jeg sidder lige indenfor - 30 centimeter derfra - og så hopper de jo tilbage med et spjæt og føler, at de har gjort noget meget forkert. Men det tager jeg fra den humoristiske side.

– En anden lidt sjov ting, som undrede os, det var, at der var sådan nogle mærkelige lyde. Og så viser det sig, at det er krydstogtsturisterne, som banker lidt på bindingsværket. Jeg tror, det er for at mærke, om det nu også er træ, eller om det bare er plastik. Og det er jo træ. Så det er lidt en pudsig skik at gå og banke på det, og det morer vi os også over.

– Men folk kigger virkelig, og de fleste er jo bare sådan kortvarigt nysgerrige. Og nogle stiller sig med kameraer og fotograferer ind gennem vinduerne sådan helt tæt på. Men vi foretager os jo ikke noget, de ikke må se. Så jeg synes, det er okay, at de kigger.

Ikke alt skal være et museum

Selvom Jørgen Selmer er glad for, at interessen for Karnaphuset er stor, mener han ikke, at det burde laves om til et museum.

– Nej, det synes jeg ikke, fordi vi har nok, siger han og henviser til, at Erichsens Gård i Laksegade er en del af Bornholms Museum, og indretningen i det hus er fra samme periode som Karnaphuset.

– Der er så mange andre historiske ting, som hellere skulle vægtes (end Karnaphuset, red.). Og vi har aldrig drøftet på museet, at det her skulle gøres til museum, for det giver ikke nogen mening. Det er jo også restaureret ud fra, at det skulle bruges i nutiden. Så ville man jo ikke bygge et nyt glashus og have de der moderne elementer i det.

– Selvom jeg er museumsmand, så synes jeg ikke, at alt skal være et museum.