"Jeg synes faktisk, at det er lidt synd. Det passer ikke ind i den gamle bydels charme".
Et par steder i debattråden funderer folk over, hvordan bindingsværkshuset vil tage sig ud på længere sigt.
"Det bliver vanskeligt at vedligeholde, så det hele tiden fremstår lige så frisk som her i nymalet stand. Det skal nok, som byforeningen siger, opfattes som en form for graffiti", skriver Troels Riis Jørgensen.
Ejeren selv, Guillaume Knudsen, fortalte onsdag, at forbipasserende på Almegade og Søndergade har taget overordentligt godt imod det kulørte pift på ydermuren.
– Det, vi mest af alt oplever, er, at folk ikke bare har syntes, det er fedt, de har syntes, det var mega fedt! De stopper og tager billeder. Det giver et trafikproblem nogle gange, fordi bilerne stopper. Det skal de nok ikke blive ved med. Men ellers er jeg overrasket over den positive respons. Vi talte også meget med folk, der kom forbi, mens vi malede. Alt i alt har jeg oplevet god respons. Men jeg tror heller ikke dem, der synes, det er forfærdeligt, gider stoppe og og snakke. Men man kan ikke tilfredsstille alle, siger ejeren af sommerens mest omtalte hus i Rønne.